Video : Tipsbladet
Generelle

Tomme tyske tribuner er fint for Klopp: Ser alligevel altid fodbold uden lyd

Liverpool-boss Jürgen Klopp var en glad mand, da Bundesligaen i weekenden blev genoptaget. For tyskeren var det ikke noget problem, at der ikke var fans på stadion.

I weekenden rullede bolden igen i en af Europas fem store ligaer, idet Bundesligaen blev sparket i gang igen.

På grund af smittefaren skete det dog selvfølgelig uden tilskuere, hvilket selvsagt gav en noget mere dæmpet atmosfære end normalt.

Orker ikke kommentatorer
For Liverpool-cheftræner Jürgen Klopp betød det dog ikke det store, at der ikke er fans på de tyske tribuner. Tyskeren er blot lettet over, at der igen er fodbold i fjernsynet.

- Hør her, jeg elsker det. I det her tilfælde er jeg en underlig person. Når jeg ser fodbold... altså ikke vores kampe, men andre kampe... så ser jeg dem typisk uden lyd, fordi jeg ikke gider høre på kommentatorerne. Jeg er kun interesseret i kampen, lyder det ifølge Liverpools officielle hjemmeside fra Klopp.

- Så lige nu er det helt normalt for mig, når jeg ser fodbold i fjernsynet. Jeg elsker spillet. Jeg interesserer mig for, hvad de gør og den slags. 

Selvfølgelig er det ikke det samme
I Tyskland er der mange af de mere hårdkogte fans, der har været bitre over, at sæsonen er blevet genoptaget uden fans. Ifølge Klopp er der dog ikke den store pointe i at diskutere det.

- Jeg ved godt, at fodbold uden tilskuere selvfølgelig ikke er det samme. Hvorfor behøver vi at nævne det? Vi elsker alle kontakten, og at blive skubbet fremad af fansene, når de løfter os og den slags. Vi elsker det. Men det er umuligt nu. 

- Hvorfor skal man altid brokke sig over noget, som man ikke kan få? Fokusér på det, der er muligt lige nu.