Video : Tipsbladet
Champions League

Spørgsmål om tilskuere til Champions League afgøres 10. juli

Om en uges tid ved vi sandsynligvis om, der kan være tilskuere til de sidste kampe i Champions League og Europa League.

Når Champions League og Europa League igen kommer i gang, så bliver det uden tilskuere, som det ser ud lige nu, når turneringerne skal færdigspilles i henholdsvis Portugal og Tyskland. Det kan dog ændre sig, og en endelig beslutning vil blive taget 10. juli.

Det fortæller UEFA-præsident Aleksander Ceferin i et interview med det spanske nyhedsbureau EFE.

- Vi er i tæt kontakt med de portugisiske og tyske myndighdeer, og tirsdag talte jeg personligt med Portugals statsminister. Vi kommer til at følge de anbefalinger, som disse myndigheder kommer med, siger han og fortsætter:

- Sandsynligvis kommer der til at være en afgørelse inden 10. juli, hvor der også er lodtrækning til de senere runder, lyder det fra Aleksander Ceferin.

Han peger desuden på, at UEFA naturligvis gerne vil have fansene til at være til kampene, men at de ikke vil gå på kompromis med sikkerheden for dem, som er involveret.

- Også selvom det er sørgeligt at tænke på, at de vigtigste kampe i europæisk fodbold kan blive spillet på et tomt stadion, fortæller UEFA-præsidenten.

Både Champions League og Europa League bliver spillet som en Final Eight.