Video : Tipsbladet
Rygter

Milan-profil kan blive Eriksens afløser i Inter

Christian Eriksens fremtid som fodboldspiller ser fortsat meget uvis ud, og ifølge det italienske medie Calciomercato pønser Milano-klubben på at hente Chelseas Mateo Kovacic ind som afløser for den danske landsholdsstjerne. Også Hakan Calhanoglu og Donny van de Beek er angiveligt inde i billedet.

Det står fortsat hen i det uvisse om, Christian Eriksen kan og vil fortsætte karrieren, efter at den danske landsholdsstjerne fik hjertestop i EM-kampen mod Finland. 

Den italienske avis La Gazzetta dello Sport har skrevet, at Inter overvejer at leje en midtbanespiller som afløser for Christian Eriksen, der potentielt kan vende tilbage til Milano-klubben. Og ifølge Calciomercato har Inter kig på flere mulige forstærkninger til den centrale midtbane. 

Kroat på vej tilbage?
Således skriver Calciomercato, at Inter især er interesserede i Chelsea-kroaten Mateo Kovacic og Manchester Uniteds Donny van de Beek. Interessant nok er Inter også interesseret i Milan-profilen Hakan Calhanoglu, som kan hentes på en fri transfer denne sommer. 

Mateo Kovacic har tidligere spillet for Inter fra 2013 til 2015, inden kroaten blev solgt til Real Madrid.