Video : Tipsbladet
Superliga

Ny Superliga-back: Det kommer til at gå langsomt

Han kommer ikke til at spille en helt masse med det samme.

AaB har hentet Andreas Poulsen, men venstrebacken er ikke klar til at spille endnu. Det siger Lars Friis til Nordjyske.

Nordjyderne hentede forleden 22-årige Poulsen i tyske Borussia Mönchengladbach, og den tidligere FC Midtjylland-spiller er da også taget med på klubbens træningslejr i Polen.

Han kommer imidlertid ikke til at spille tirsdagens træningskamp mod KS Warta Poznan, og der kommer øjensynligt til at gå et stykke tid, før AaB får Andreas Poulsen på 100 procent.

- Andreas skal bygges op, og det skal vi gøre i det rigtige tempo. Vi skal ikke forcere noget, så vi risikerer, at han bliver skadet. Det kommer til at gå langsomt, men sikkert fremad for ham, siger Lars Friis.

AaB-træneren fortæller til gengæld, at Louka Prip og Lucas Andersen formentlig får spilletid mod Warta Poznan. Ingen af dem har spillet i klubbens første to træningskampe mod AGF og FC Midtjylland.

AaB møder også Gornik Zabrze i en træningskamp inden Superliga-premieren mod Viborg FF den 17. juli.

Sommerpause i Superligaen: Sådan gør din klub

Her får du et overblik over alle sommerens til- og afgange i Superligaen.