Video : Tipsbladet
Premier League

Haaland får Man City-hjælper med på landsholdet

Norge har ansat ny fysioterapeut, der til daglig er ansat i Manchester City og specifikt holder øje med Haalands tilstand.

Når Erling Braut Haaland i de kommende uger er med det norske landshold, slipper han tilsyneladende ikke helt Manchester City.

For det norske fodboldforbund har hyret Manchester Citys Mario Pafundi som ny fysioterapeut på en midlertidig basis, bekræfter Ståle Solbakken over for adskillige medier, heriblandt TV2.no.

Ifølge Daily Mail, der også har skrevet om hyringen, er Pafundis job i Manchester City specifikt at holde øje med Haalands daglige rutine - noget, klubben også har haft fysioterapeuter til at gøre med Kevin De Bruyne og Sergio Aguero tidligere.

En stor del af Pafundis job er dermed at holde øje med Haalands fysiske tilstand, og Man City håber ifølge den engelske avis, at fysioterapeuten i sin nye rolle kan hjælpe med holde Haaland fit i løbet af landsholdspausen.

Ståle Solbakken har afsløret, at det var Haalands idé at hente Pafundi ind i det norske fodboldforbunds fold.

- Erling er kommet med det geniale bud, at han har en rigtig dygtig behandler. Mario Pafundi fra Manchester City er med på holdet. Det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at han kommer fra Manchester City, og at Erling er en del af det, siger Ståle Solbakken til TV2.no og tilføjer dog:

- Han arbejder sammen med alle de andre spillere. Ikke kun Erlings mand her. Vi har gode referencer på ham. Han har tidligere arbejdet med norske cykelryttere.

22-årige Haaland har været i flyvende form for Manchester City i denne sæson med 14 mål i 10 kampe indtil videre.