Video : Tipsbladet
Superliga

SIF-spiller kan blive tvunget til karrierestop

Uheldig Silkeborg-spiller frygter, at karrieren kan være forbi, men han nægter at give op.

Karrieren kan være forbi alt for tidligt for den 20-årige Silkeborg-spiller Niclas Holm Pedersen. Offensivspilleren nægter dog at give op.

Det fastslår han i et interview med Midtjyllands Avis.

Niclas Holm Pedersen døjer med en slem rygskade, og derfor har han næsten ikke været på banen det seneste halvandet år. I sidste sæson blev det til nogle få reserveholdskampe, mens han nåede at være med på bænken i en enkelt pokalkamp for førsteholdet.

Ja, der har været mange nedture for Silkeborg-talentet, man han er ikke klar til at kaste håndklædet i ringen.

- Mine scanningsbilleder var blevet en smule bedre, og det ser okay ud. Men han ville ikke love noget. Det er genoptræningen, der skal afgøre, hvordan fremtiden ser ud. Han sagde, at det kan lykkes, men der er også risiko for, at det ikke kan lykkes, siger Niclas Holm Pedersen til Midtjyllands Avis.

Offensivspilleren har spillet fem kampe for Silkeborgs førstehold, som han debuterede for i slutningen af 2020. Han har scoret et enkelt mål mod HB Køge i NordicBet Ligaen.

Niclas Holm Pedersen har kontrakt med de forsvarende bronzevindere frem til sommeren 2025.