Video : Tipsbladet
Generelle

Konflikt lurer: Tidligere FCK-angriber i unåde?

Tidligere FC København-angriber Michael Santos kan være havnet i unåde i sin argentinske klub. Det er ventet, at han om få kampe er færdig i klubben.

Han blev aldrig den store succes i FC København, selv om det danske mandskab brugte 16 millioner kroner på at købe ham, og nu tyder noget på, at Michael Santos er havnet i nye problemer.

Angriberen fra Uruguay spiller i dag for Talleres fra den bedste argentinske række, men spiller er så meget sagt, for han har ikke været i kamp siden midt i august. Officielt fordi han er ved at komme sig over en skade, men medierne i Argentina begyder så småt at tale om en anden årsag.

Han var ikke i truppen til onsdagens kamp mod River Plate, og ifølge Impacto Deportivo skyldes det en konflikt med trænerstaben. Han var klar til at spille, men trænerstaben valgte ham fra.

Samme medie taler om, at Michael Santos med alt sandsynlighed er i gang med sin sidste tid i Talleres, selv om han har kontrakt med klubben frem til 31. december 2023.

Samtidig har Michael Santos slettet sine sociale medier, lyder det videre.

Angriberen, 29 år, har blot scoret fem gange i 24 kampe for klubben i denne sæson.

Hans aftale blev ophævet i FC København tilbage i vinteren 2021 - han fik en stor sum penge med ud af døren.