Video : Tipsbladet
Superliga

Pep Biel har fået forfærdelig start i Grækenland

Pep Biel er røget af holdet i Olympiakos, hvor et trænerskifte og en stjernetilgang har gjort tilværelsen svær for ham.

Pep Biel har ubetinget været én af de bedste spillere i Superligaen de seneste to sæsoner - hvis ikke den allerbedste. Men han fik en elendig start i FC København, fordi han blev brugt på en uhensigtsmæssig plads på kanten.

Nu gentager historien sig for den spanske offensivspiller.

På sidstedagen af sommerens transfervindue blev Pep Biel solgt til Olympiakos, og han fik en drømmedebut for grækerne med både et mål og en assist mod Ionikos Nikeas. Her spillede han på sin favoritposition som 10'er.

Kort efter valgte grækerne imidlertid at fyre cheftræner Carlos Corberán, og hans afløser Michel har sendt Pep Biel ud på kanten, hvorfra spanieren ikke har leveret en eneste assist eller scoring. 

I det seneste opgør mod PAOK var Pep Biel helt ude af truppen, og ifølge den græske Gazzetta-journalist Pol Papadopoulos' oplysninger var den tidligere FCK-stjerne ikke skadet - han var sat af. 

- Alle fans skriger efter at få ham rykket ind centralt, men sådan ser træneren det ikke. Pep Biel er kommet til Olympiakos på det værst tænkelige tidspunkt. Jeg har ikke set dem i så dårlig en forfatning i 20 år, siger Pol Papadopoulos til Tipsbladet.

Den 15. september hentede Olympiakos superstjernen James Rodriguez på en fri transfer, og han har i høj grad været medvirkende til, at Pep Biel er blevet skubbet væk fra sin foretrukne position. Den tidligere Real Madrid-spiller har scoret et enkelt mål i fire kampe for grækerne.

Pep Biel nåede at score seks mål i syv Superliga-kampe for FC København, før han blev solgt til Olympiakos for 45 millioner kroner.