Video : Tipsbladet
VM

Her ligger ansvaret for Danmarks VM-nedtur

LEDER: DBU's øverste ledelse må tage en betydelig del af ansvaret for nedturen ved VM-slutrunden i Qatar, selvom balladen uden for banen ikke burde være en hindring inden for kridtstregerne.

DETTE ER EN LEDER FRA TIPSBLADETS TRYKTE UDGAVE FREDAG 2. DECEMBER 2022

Midtbanespilleren Pierre-Emile Højbjerg brugte ordet 'uværdigt' i minutterne efter Danmarks afsluttende VM-nederlag til Australien, og det var meget rammende for Danmarks facit på VM.

Hvis vi, når vi taler disse linjer, for en sjælden gangs skyld begynder med det sportslige, var det sådan cirka alt, der gik galt.

Kampen mod Tunesien var skuffende og blodfattig for det danske hold, selvom man i slutningen af kampen nærmede sig sejren, og bortset fra en god halv time mod Frankrig blev det faktisk kun dårligere efter en overraskende usikker og nervepræget åbningskamp.

De forkætrede Expected Goals siger, at Danmark burde have scoret tre mål ved VM, men det maskerer, hvor ufarligt det så ud, når danske spillere skød på mål, og da især når man blot nærmede sig modstanderens felt og skulle sætte fødder og hoved rigtigt for at skabe store chancer.

Landstræneren Kasper Hjulmand kan naturligvis ikke smide sine spillere under bussen nu.

Men navne som Rasmus Højlund, Marcus Ingvartsen, Phillip Billing og Maurits Kjærgaard havde givet alternativer til en trup, hvor dårlig form og skader fra klub-efteråret vejede endnu tungere, end man havde frygtet på forhånd.

Især angriberne havde haft svært ved at score mål på deres klubhold i efteråret, og selvom man jo skal på banen for at få chancen (Jonas Wind og Yussuf Poulsen fik ikke et minut) og have oplæg at arbejde med, kom det hele til at virke uskarpt og langsomt.

I DR's studie efter den store nedtur mod Australien havde Flemming Povlsen en fin pointe i, at det kan være meget svært at agere i modgang, når man i flere år har været vant til, at alt gik holdets vej.

Den taktiske fleksibilitet, udskiftningerne, valget af startopstillinger, alt det, der gik landsholdets vej indtil VM, fungerede slet ikke for landstræneren Kasper Hjulmand.

Snak om manglende menneskelig karakter, vilje og lyst giver jeg sjældent meget for i diskussioner om professionel fodbold, og heller ikke i dette tilfælde giver det megen mening.

Evnerne var der til gengæld ikke, og man kan også spørge sig selv, om ikke modet svigtede i flere nøglesituationer, fra holdudtagelsen til de enkelte beslutninger og aktioner på banen.

Det er meget menneskeligt men ikke desto mindre ødelæggende for at vinde fodboldkampe, at man bliver i tvivl eller tager det tilsyneladende mindre risikable valg for ikke at lave yderligere i fejl og blive endnu mere i tvivl om egne fortræffeligheder.

Heller ikke uden for banen var det her landsholdets og DBU's VM.

Da Australiens landsholdsspillere sammen med deres spillerforening i slutningen af oktober offentliggjorde en video, der sobert og direkte kritiserede Qatars elendige behandling af migrantarbejdere, var jeg spændt på, hvad det danske landsholds markering ville blive.

Det endte med ingenting, da anførerbindet, Simon Kjær skulle have på sammen med seks kolleger, blev forbudt af FIFA dagen før Danmarks åbningskampen og timer før, at England, Wales og Holland skulle spille.

Det er en ret ligegyldig sag i det store billede.

Den virkelige uværdighed her står FIFA's præsident for med sit forsvar af Qatar, og FIFA for at være en sump af korruption, der gav VM til Qatar og minsandten ikke fratog landet værtskabet igen.

Det uværdige er Qatars hemmeligholdelse af, hvor mange migrantarbejdere, der er døde eller har fået smadret deres og familiens tilværelse, og det er ekstremt uværdigt, at regimet end ikke vil erkende skyld og betale kompensation efter at have skabt et gennemført væmmeligt system med stærke stænk af racisme, et system der forskelsbehandler grusomt efter hudfarve og etnicitet.

I lys af de store forbrydelser, der bliver begået mod mennesker, lovgivninger i en lang række lande og fodboldspillet, er det anførerbind ligegyldigt.

Men i Danmark udstillede sagen, at den meget omtalte kritiske dialog med Qatar og FIFA overhovedet ikke har haft en effekt.

Hvorfor dog spørge FIFA om lov til at bruge et anførerbind, man har haft på før i UEFA-regi? Hvorfor ikke have en plan B, C og D, når man er oppe mod et FIFA, der bøjer regler for at tilpasse sig præsidenten og hans allieredes ønsker?

DBU svarer, at man har høstet betydelige resultater af dialogen, og at man har talt stolpe op og ned om Qatars problemer.

Det er bare ikke nået ud til danskerne, og så modsiger et væld af uafhængige eksperter, organisationer og journalistik det rosenrøde billede, DBU har fået leveret af FIFA og VM-værterne om forbedrede forhold for migrantarbejderne.

Derfor ser DBU's slogan om at stå for noget større ekstremt hult ud nu, og ansvaret for miseren, og at det i nogen grad også ramte holdet og træneren, ligger fuldt og helt på DBU-toppens skuldre, når man holdt fast i en fiasko-strategi, der i sidste uge ramte den sportslige afdeling i nakken.

Og hvis man mener, at det er danske medier, der skal pakke den kritiske dækning af DBU, landsholdet, FIFA og VM væk og tage klaphatten på, har man grundlæggende misforstået, hvordan frie medier bør fungere i demokratiske lande, og i dette tilfælde i en sport, der politisk og socialt næppe har befundet sig et farligere sted i spillets historie.