Video : Tipsbladet
Champions League

Dybt imponeret Elkjær: Hatten af for den karriere!

Kroaten har spillet på et uhørt højt niveau for hovedstadsklubben de seneste 10 år.

Omdrejningspunktet på Real Madrids midtbane de seneste 10 år har heddet Luka Modric. 

Men til sommer kan ægteskabet være et overstået kapitel. Her udløber midtbanestjernens kontrakt nemlig. 

I forhold til en forlængelse har Real Madrid ikke et valg. Så klar var meldingen fra Jan Mølby onsdag aften.  

- De er tvunget til at give ham minimum et år mere. Vi glemmer nogle gange, hvor dygtig han egentlig er. Han er en fantastisk fodboldspiller, lød det fra eksperten, inden han fortsatte: 

- Han er en af de fodboldspillere, jeg godt kan finde på at tænde for mit tv for at se spille. Jeg elsker den måde, han spiller på. Han kan det hele og er klart en af de bedste centrale midtbanespillere, vi nogensinde har set. 

Du kan se hele klippet fra Champions League-studiet på TV 3+, hvis du trykker på videoen øverst i denne artikel

Jan Mølbys ekspertkollega - Preben Elkjær - havde en ligeledes en masse rosende ord, som han sendte i retning af Luka Modric. 

- Det kan godt være, han er blevet 37 år, men han er stadig kampafgørende. Så hatten af for den karriere og han er der endnu, var ordene eksempelvis fra landsholdslegenden. 

Preben Elkjær roste også kroatens evne til altid at finde løsning på grønsværen, selvom han er omringet af flere modstandere. 

Luka Modric og de andre Real Madrid-stjerner spillede sig onsdag aften videre til kvartfinalen i Champions League. La Liga-klubben sendte Liverpool ud med en samlet score på 6-2. 

Real Madrids nummer 10 kom til Spaniens hovedstad fra Tottenham i sommeren 2012.