Video : Tipsbladet
Landshold

Førte Højlund væk: Nu fortæller Kjær hvorfor

Simon Kjær sætter ord på, hvorfor han stoppede Højlunds TV 2-interview.

Det tiltrak en del opmærksomhed, da Rasmus Højlund skulle give et interview til TV 2 kort efter fadæsen mod Kasakhstan. 

Det fik anfører Simon Kjær dog sat en stopper for, meldte TV-stationen efterfølgende. 

Det var noget, som fik ekspert Kenneth Perez til at kritisere Danmark-kaptajnen. Siden fik TV 2 sit interview med den danske bomber, men ikke lige efter slutfløjt, som var tanken. 

Nu sætter Simon Kjær ord på, hvorfor han bremsede interviewet.

- Der er tidspunkter, hvor man skal gøre sådan nogle ting, og der er tidspunkter, hvor man ikke skal gøre sådan nogle ting.

- Han var rimelig hidsig. Det var bedst for Rasmus i den her situation, er jeg sikker på. 

- Der er tidspunkter, hvor man kan lade følelserne løbe afsted. Jeg har også selv gjort det. Men man skal huske på, at vi er et hold. Vi taber, og vi vinder sammen.

- Når man gerne vil stå der i de sjove tider, må man også stå der i de svære tider, og denne gang, var det så nogle andre, der skulle det, lyder det blandt andet fra Simon Kjær om beslutningen. 

Rasmus Højlund var efterfølgende ude og sige til TV 2, at han var helt okay med sin kaptajns valg.