Video : Tipsbladet
Landshold

- Kasper Hjulmand har ikke gjort noget forkert

Andreas Christensens skade mod Finland rammer lige ned i nogle af de største slagsmål, der findes i fodbold i dag. Sådan lyder det fra Tipsbladets chefredaktør Troels Bager Thøgersen.

Det er noget vrøvl at kritisere Kasper Hjulmand for at have brugt Andreas Christensen i sidste uges EM-kvalifikationskamp mod Finland, hvor Barcelona-danskeren udgik med en skade efter 18 minutters spil. 

Sådan lyder vurderingen fra Troels Bager Thøgersen, der er chefredaktør på papirudgaven af Tipsbladet, efter at den spanske avis Mundo Deportivo i fredags skrev, at FC Barcelona er meget uforstående overfor Andreas Christensens deltagelse i Finland-kampen

- Hjulmand har ikke gjort noget forkert. Andreas Christensen har grønt lys til at spille og vil gerne. Hjulmand kan ikke gøre sit job, hvis alle de overvejelser om sure klubber og deres modstand mod landsholdsfodbold skal fylde, siger Troels Bager Thøgersen. 

- Det var et sort uheld, det sker, og mon ikke de får lappet 'AC' sammen i en fart i Barcelona, så han er på banen igen inden alt for længe.

Storklubberne hader landsholdsfodbold
Ifølge chefredaktøren bringer sagen dog fokus på en mere grundlæggende strid, der finder sted i disse år. 

- Andreas Christensens skade og den efterfølgende polemik rammer lige ned i nogle af de største slagsmål, der findes i fodbold i dag. De store klubber hader landsholdsfodbold, lyder det fra Troels Bager Thøgersen. 

- De kan ikke helt sige det ligeud, men de synes, det er pisseirriterende, at deres spillere skal på langfart med landsholdene, og da især, at de kommer hjem dødtrætte og nogle gange med skader. I Spanien har de et begreb for det. 'El Virus FIFA'. Det rammer FC Barcelona på et svært tidspunkt. 

- Læg dertil, at FIFA lige nu er ved at indføre nye klubturneringer og ændrer på landsholdsfodbold, som klubberne ikke er udelt tilfredse med, og man har en situation, der er sprængfarlig.

Skaden til Andreas Christensen kommer på et dårligt tidspunkt for Barcelona, lyder det fra Troels Bager Thøgersen. 

- FC Barcelona vil meget gerne have alt til at handle om succes og optur, nu man er under efterforskning for at have bestukket sig til dommerhjælp under den tidligere præsident Bartomeu, men også i Joan Laportas første periode som præsident i nullerne.

- De vil bare vinde det mesterskab og have alt til at være positivt, og så er det noget af en nedtur at miste en meget velspillende Andreas Christensen.

Barcelona har ikke meldt noget ud om tidsrammen for Andreas Christensens skade, men danskeren forventes at misse næste uges brag mod Real Madrid.