Video : Tipsbladet
Benelux

Mesterhold blev slagtet 7-0 af FCK: Jeg tvivlede

FC København vandt i sommer med 7-0 over de nykårede hollandske mestre. Det satte gang i en masse tvivl hos en Feyenoord-profil.

Har jeg dummet mig?

Det er nok essensen af, hvad Feyenoord-profilen Orkun Kökcü tænkte i sommer, efter han havde takket nej til flere tilbud for at blive i den Rotterdam-klubben, hvor målet var at vinde noget.

Feyenoord har netop ladet sig krone som hollandsk mester, men der var ikke meget, der i sommer tydede på, at det var den vej, træner Arne Slot og holdet ville gå.

For i sommer fik klubben en regulær lussing i en testkamp mod FC København, hvor et reservespækket Feyenoord-mandskab gik fra banen med et nederlag på 0-7.

Det nederlag satte mange tanker i gang i den 22-årige tyrkiske midtbanespiller Kökcü, der ikke selv spillede med i opgøret. Tvivlen ramte Feyenoords kaptajn, og han måtte tage en dialog med træner Arne Slot for at finde ud af, hvorfor det kunne gå så galt, og om der var grund til bekymring på et tidspunkt, hvor han selv var eftertragtet og kunne blive solgt til udlandet.

- Det var i det øjeblik, at jeg tænkte: "Er det virkelig smart at blive?" I sådan et øjeblik tænker man kun på sig selv som spiller. For hvis det ikke ville gå godt, ville alt, jeg havde bygget op som spiller, være for ingenting, siger Orkun Kökcü til Voetbal International og forklarer, at han endte med at stole på Arne Slot midt i tvivlen:

- Ville interesserede klubber forsøge at hente mig igen? Jeg havde det sådan, at jeg først ville afsted, når jeg var blevet mester eller i det mindste havde vundet noget (med Feyenoord). Træneren satte pris på min åbenhed. "Vi skal bygge et fantastisk hold, som måske ikke bliver mester, men som spiller god fodbold og spiller med om titler", sagde han. Jeg stolede blindt på træneren, fordi han sagde det der.

FC København valgte efter sejren på 7-0 at klage til Feyenoord, da den danske klub ikke mente, at hollænderne havde levet op til sine forpligtelser i forhold til kampen, hvor det reelt var et reservehold, der spillede opgøret mod FCK's førstehold.

Mens Feyenoord fik en lussing af FCK, spillede Feyenoord uafgjort 2-2 både hjemme og ude mod FC Midtjylland i Europa League-gruppespillet. Begge klubber gik i øvrigt videre fra en pulje, der også talte SS Lazio og Sturm Graz. 

FCM røg ud af turneringen til Sporting CP, mens Roma blev endestationen for Feyenoord, der nåede kvartfinalen.

Det er første gang siden 2017, at Feyenoord bliver hollandsk mester - dengang var det med Nicolai Jørgensen på holdet, og han blev topscorer i den bedste hollandske række.