Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby-fanformand: Har kæmpet med hud og hår

Formanden for Fanafdelingen i Brøndbyernes IF Lars B. Petersen er glad for det udkast til en værdiaftale, han og bestyrelsen nu sender til afstemning 11. juni.

Det havde rumlet i et par dage, og torsdag formiddag kunne Brøndby IF og Fanafdelingen i Brøndbyernes IF så præsentere et udkast til en samlet værdiaftale mellem klubben og fansene.

Aftalen består af to underskrevne dokumenter, hvoraf det ene er juridisk bindende, og det andet er formuleret som en hensigtserklæring.

Tipsbladet har fanget formanden Fanafdelingen i Brøndby IF Lars B. Petersen, og han er glad for, at parterne har fundet hinanden, efter det for en måned siden ikke lykkedes at nå en aftale.

- I dag er en supervigtig dag. Vi har været i motorrummet længe, og nu synes vi, at vi har så godt et udkast, at medlemmerne skal tage stilling til det ved en afstemning 11 juni, siger Lars B. Petersen til Tipsbladet.

- Vi er glade for at være nået hertil. Nu er der mulighed for, at medlemmerne kan sætte sig ind i udkastet, som består af en juridisk bindende aftale, og af en hensigtserklæring med specifikke aftalepunkter. Det skal gerne give en god debat, og så ved vi besked den 11. juni efter afstemningen, siger Lars B. Petersen.

Da forhandlingerne stødte på grund i april, var det ifølge formanden som følge af, at Brøndby IF og flertalsejerne i Global Football Holdings ikke ville indgå en juridisk bindende aftale.

Nu er man efter Lars B. Petersens vurdering nået så langt med bindende aftalepunkter, som man kan i den nuværende situation.

- Vi har hele tiden sagt, at vi vil kæmpe med hud og hår for at få så meget som muligt ind i bindende aftale. Vi er nået så langt, som vi mener det overhovedet er muligt, så nu vil vi lade medlemmerne tage stilling til det, siger Lars B. Petersen.

Læs mere om aftalen og nyheden her.