Video : Tipsbladet
Superliga

Wow, AGF! Sådan er det større end bronze med David

David Nielsen er for evigt træneren, der hev sværdet op ad stenen i Århus. Men som præstation er AGF's bronze i dag på mange måder en endnu større præstation.

Wow for et drama.

Rødt kort og nede 0-3 fik AGF på helt utrolig vis kæmpet sig tilbage og fik akkurat bronzen op under neglene på bedre målscore end Viborg, der indtil næsten sidste minut af den ordinære spilletid havde det resultat, de skulle bruge, og var en desperat Andreas Hansen-redning på stregen fra at hive bronzen tilbage.

Dermed er der bronzefest i Århus i aften, og hvor må øllen ved åen og værtshusene smage godt efter sidste års miserable sæson, hvor man kun blev reddet af, at Vejle ikke kom ordentligt i gang i foråret.

For mig er David Nielsen den træner, der forandrede AGF efter et kvart århundrede med næsten lutter ørkenvandring.

Han gjorde det sammen med en trup, stab og en ledelse, der hev klubben op ved hårrødderne fra nedrykningen i 2014, og det vil altid stå som noget særligt, også hvis AGF en dag får sølv eller endda guld igen.

Men som præstation er den her sæson på flere måder endnu større.

Den kom på ryggen af et år, hvor AGF så nær var rykket ud, og hvor man faktisk ikke kunne have sagt noget til, hvis AGF var rykket ud, og Vejle havde overlevet, så elendig var den forårssæson.

David Nielsen forandrede AGF og tændte ild i forhåbningerne i Århus.

De forventninger havde nær torpederet århusianerne i sidste sæson og gav dem et stort hul at kravle op fra, og det klarede de på smukkeste vis med velorganiseret fodbold og så et vildt comeback på sidste spilledag, hvor man var nede 0-3.

Man kom fra baghjul i 2020, den her gang var forventningerne der straks, da Uwe Rösler trådte ind ad døren.

Jeg tror nok, jeg helst ville spille med David Nielsens AGF anno 2020, der var virkelig stærkt og også gav FC København og FC Midtjylland store problemer. På den måde var 2020 også større end bronzen her tre år senere.

Men at følge op på succes er for mig at se endnu sværere, og på den led er det her større.

Nu skal AGF og Århus feste, som var medaljen af en endnu finere karat, og så er det med at udvikle sig yderligere allerede på sommerens transfermarked og i den kommende sæson, hvor konkurrencen bliver stenhård med revanchelystne FC Midtjylland og Brøndby IF i baggruden, et FC København, der gerne vil tage sportsligt kvælertag på rækken a la Bayern München, og FC Nordsjælland, der har fået smag på mere og finansielle bagmænd i Mansour Group til at matche ambitionerne.