Bundesliga

Hummels hylder Neuer

Manuel Neuer roses ikke blot af sine holdkammerater for gårsdagens præstation mod Dortmund, også lokalrivalerne er imponerede.

Schalke-målmand Manuel Neuer spillede i gårsdagens Ruhr-derby op til noget nær sit højeste niveau og modtager i dag roser ikke blot fra holdkammeraterne men også fra Dortmund-spillere.

0-0 blev resultatet i Ruhr, da Bundesliga-braget mellem lokalrivalerne Dortmund og Schalke 04 var færdigspillet. Et resultat, som de kongeblå kunne takke målmand Manuel Neuer for. Den tyske landsholdskeeper spillede således op til sit bedste, men roserne kommer ikke kun fra holdkammeraterne.

Også Dortmunds midterforsvarer Mats Hummels hylder målmanden.

- Desværre spillede vi mod verdens bedste keeper. Det er godt for Tyskland, men skidt for os, udtaler Hummels til Bild Zeitung.

Mats Hummels holdkammerat, Nuri Sahin, har også kun roser tilovers for Neuer.

- Neuer reddede helt alene en uafgjort hjem for dem. Han er helt fantastisk, siger Sahin.

Dortmund fører Bundesligaen suverænt med 12 point ned til ligaens nummer to fra Bayer Leverkusen.