Bundesliga

Ny HSV-træner går uden om Lössl

Den tyske storklub Hamburger SV holder øje med Jonas Lössl, men han bliver ikke førstevalg i den kommende sæson. Michael Oeening har forfremmet Jaroslav Drobny.

37-årige Frank Rost stopper i Hamburger SV til sommer, hvorfor den sovende nordtyske kæmpe har været på jagt efter en ny målmand. For godt en måned siden kunne tipsbladet.dk så fortælle, at HSV holder øje med FC Midtjyllands U/21-landsholdsmålmand Jonas Lössl, og at de har set ham i aktion talrige gange.

I mellemtiden er den tidligere assistenttræner Michael Oenning blevet ansat på en permanent kontrakt, og han har nu valgt at det hidtidige andetvalg Jaroslav Drobny overtager Rosts position som førstevalg, mens 25-årige Wolfgang Hesl, der er udlejet til SV Reid i denne sæson, bliver ny reservekeeper.

- Drobny bliver nummer ét. Han er en stor atlet, og han har altid opført sig eksemplarisk, siger Michael Oenning til

Hamburger Morgenpost

om den 31-årige tjekkiske målmand.


Jonas Lössl er imidlertid blot 22 år og kan fortsat være et emne i Hamburger SV og andre udenlandske klubber. Hans agent Allan Bak Jensen fastslog i hvert fald den 7. april i år, at der hele tiden er klubber, der øje med ham.

- Hver eneste gang Jonas spiller, er der interesserede klubber til stede, sagde han.