Dansk stortalent får debut i Champions League-kval: Starter inde for Ajax
Foto: Ajax
Champions League

Dansk stortalent får debut i Champions League-kval: Starter inde for Ajax

Det danske stortalent Kasper Dolberg starter inde for Ajax, der tirsdag aften møder PAOK i Champions League-kvalifikationen.

Viktor Fischer, Christian Eriksen og Nicolai Boilesen har alle slået igennem i den hollandske klub Ajax, og nu er den næste dansker måske på vej mod stjernestatus i Hollands største klub.

18-årige Kasper Dolberg er nemlig med i truppen, når Ajax tirsdag aften møder PAOK i Champions League-kvalifikationen, og nu kan tipsbladet.dk så fortælle, at den danske kantspiller, der også kan spille angriber starter inde, når den græske klub gæster Amsterdam.

Den tidligere Silkeborg-spiller får dermed debut for Ajax. Danskeren starter som den forreste angriber i en klassisk 4-3-3.

- Jeg synes, det viser tillid fra træneren, og det viser, at Kasper har et stort talent. Han starter inde, fordi han er den bedste, der er til rådighed. Jeg ved ikke, om Milik kan holde ham ude på sigt - han er trods alt EM-stjerne. Nu må vi se, siger Kasper Dolbergs agent, Jens Steffensen, til tipsbladet.dk.

Steffensen bekræfter, at Kasper Dolberg starter i den vigtige kamp om at komme med i Champions League-gruppespillet, der vil indebringe mange millioner kroner til Ajax.

- Han har talentet til det, og nu, hvor han får chancen, tager han den. Det er jeg sikker på. Det er ikke for sjov, at han spiller, det er, fordi han er klar, siger Jens Steffensen.

Kasper Dolberg skiftede til Ajax for et år siden og høstede pæne roser af daværende træner Frank de Boer, der så et stort lys i danskeren. Det lader den nye træner, Peter Bosz, altså også til at gøre, og det viser, at Dolberg - der skrev en ny femårig aftale med Ajax i maj - tog det rigtige skifte for et år siden.

- Kasper kunne også være skiftet til Bundesligaen, hvor vi sagde nej til flere klubber. Vi valgte sammen med Kasper at tage til Ajax, fordi vi troede på, at det var det rigtige sted at gro. Det har vist sig at holde stik, og nu er vi spændt på hans debut, siger Jens Steffensen.

Kasper Dolberg har været med i Ajax' testkampe i opstartsfasen, hvor Dolberg blandt andet scorede senest mod Marseille.