Video : Tipsbladet
Champions League

Lautaro svarer på Barcelona-rygter

Inter-profilen Lautaro Martinez fortæller nu, at han er glad for rygterne, der sender ham til Barcelona.

I denne sæson har Inter fået godt med vind i sejlene i den bedste italienske række, og her har en af grundene været storspil af den argentinske offensivspiller Lautaro Martinez. Derfor er han også blevet sat i forbindelse med et skifte til FC Barcelona.

Nu fortæller Lautaro om sin situation i Inter i et interview med argentinske TyC Sports.

- Jeg forsvarer i øjeblikket Inter-trøjen. Jeg er meget glad for at være her, og folk elsker mig. Hvis der er sådanne rygter om mig, så betyder det bare, at jeg klarer mig godt, siger han og fortsætter:

- Jeg skal fortsætte ned af den vej. Det er min mentalitet, når jeg går i seng. Jeg er meget rolig, meget glad og jeg føler mig godt tilpas i Inter, lyder det fra Lautaro Martinez.

I løbet af denne sæson har han leveret ti scoringer i Serie A, hvor han har spillet 18 kampe. Derfor er det argentinske landshold også blevet aktuelt for ham.

- Det, jeg gør i Inter, er godt for det argentinske landshold. Jeg er nødt til at arbejde hårdt hver eneste dag for at kunne spille for Argentina, forklarer Inter-stjernen.

I interviewet kommer han desuden også ind på, at den nuværende Inter-træner Antonio Conte har haft stor betydning for Milano-klubben.