Champions League

Liverpool håber på Aquilani

Den dyre italiener har rejst sig fra sygesengen og kan komme i spil, når et svækket Liverpool-mandskab skal have point i Lyon.

Liverpool har enorme skadesproblemer for tiden, men midt i mørket kunne Rafael Benitez dog notere sig, at den dyrt indkøbte Alberto Aquilani har rejst sig fra sygesengen efter nogle dages fravær ovenpå sidste uges officielle Liverpool-debut i Liga Cup'en mod Arsenal - en debut der som bekendt måtte vente et par måneder, da Aquilani tog en ankelskade med sig fra Roma i sommerens 150 millioner kroners skifte.

- Aquilani trænede mandag men var en smule svag. Men der er et par dage til kampen, så forhåbentlig kan han nå at få det bedre, sagde den pressede Benitez, der dog næppe drømmer om at bruge den 25-årige midtbanemand fra start. Dertil er han slet ikke langt nok i genoptræningen, men lidt har også ret, for eksempel i form af et indhop undervejs.

For der er brug for alle kræfter i Liverpool-lejren, der har det meste af et hold på skadeslisten og skal have point i Lyon for at bevare håbet om Champions League-fodbold efter nytår.

Lige nu står det fast, at Steven Gerrard (lyske), Martin Skrtel (muskelskade), Albert Riera (fiber), Martin Kelly (ankle) og Philipp Degen (ikke med i Champions League-truppen) ikke bliver klar til Lyon-kampen onsdag aften, men derudover er der også spørgsmålstegn ved Glen Johnson (lægmuskel), Daniel Agger (ryg), Fabio Aurelio (lægmuskel) og David Ngog (ankel). Og så er der også tvivlen om topscorer Fernando Torres.

Det lader til, at den spanske angribers lyskeproblemer er en brokskade, så nu vejer man for og imod en operation i Liverpool-lejren, men det bliver dog tidligst efter kampen i Lyon, for som anfører Carragher svarede det på spørgsmålet om alternativer for Torres helt i front: »Stort set ingen.«

Læs meget mere om Alberto Aquilani og de taktiske overvejelser hans Liverpool-debut har medført i Tipsbladet Update, på gaden nu.

Få Danmarks eneste rendyrkede fodboldavis leveret til døren.