Champions League

Rubin Kazan: Hvem er Barcelona ikke favoritter mod?

Rubin Kazan står i aften overfor en kæmpe udfordring, når de gæster FC Barcelona på Camp Nou, og selvom hjemmeholdet er kæmpefavoritter, så lægger det rusiske hold sig ikke ned.

"Hvem er Barcelona ikke favoritter mod?"

Det spørgsmål stillede Rubin Kazans manager Kurban Berdyev til de fremmødte journalister ved gårsdagens pressekonference. Og når man kigger på Barcelonas væld af stjerner, er det ikke et svært spørgsmål at svare på.

Rubin Kazan har aldrig tidligere mødt et spansk hold i en betydningsfuld kamp, og Berdyev spår da også en svær kamp, men han understreger samtidig, at hans hold ikke lægger sig ned uden kamp. Han er også godt klar over, at blandt Barcelonas spillere finder man måske verdens bedste fodboldspiller, men selvom Lionel Messi er en dygtig spiller, så fokuserer Rubin Kazan ikke udelukkende på den lille argentiner.

- Leo Messi er en dygtig individualist, som er meget svær at forsvare overfor, men deres hold er fuld af dygtige spillere, og det vil være en stor fejl, hvis vi kun fokuserede på Messi, siger Kurban Berdyev.

Selvom Rubin Kazan ligger sidst i Champions League Gruppe F, har klubben bestemt ikke skuffet indtil videre. Godt nok tabte Rubin med 3-1 ude mod Dynamo Kiev, men holdet formåede at tage point fra Inter, da det italienske storhold måtte drage hjemad med et skuffende 1-1-resultat.