Landshold

Bendtner: Eriksen på banen, tak

Nicklas Bendtner vil have Christian Eriksen på banen fra start af på lørdag i Oslo.

Langt de fleste med dansk pas håber formentlig på, at Christian Eriksen er med fra start, når Danmark møder Norge på lørdag.

En af dem, der i hvert fald gerne ser det danske stjerneskud i aktion, er Nicklas Bendtner.

- Christian er godt nok meget ung, men han er god nok til at spille i en kamp som mod Norge og i øvrigt mod alle mulige andre gode landshold. Jo mere, vi træner sammen og spiller kampe sammen, jo bedre bliver vores samarbejde, og det glæder jeg mig til, siger Nicklas Bendtner til sporten.dk.

I samme interview giver Bendtner udtryk for, at han ikke er meget for sammenligningen mellem Christian Eriksen og Michael Laudrup. En sammenligning, mange ellers benytter sig af.