Landshold

Jimmy Nielsen er ved at brække sig

Vejles efterår får det til at vende sig i maven på den rutinerede målmand.

Som nedrykker fra SAS Ligaen er man notorisk blandt oprykningsfavoritterne til en hurtig retur til den bedste række, men Vejle Boldklub har slet ikke kunnet leve op til forventningerne i dette efterår.

Nederlaget til FC Vestsjælland var allerede det femte her halvvejs inde i sæsonen, og Vejle er sejlet agterud helt nede på 8. pladsen i tabellen.

LÆS OGSÅ: Vi er amatører

Undervejs i kampen mod FC Vestsjælland fik Vejle smidt to mand ud, hvilket selvfølgelig heller ikke gjorde betingelserne for sejr nemmere.

Det får frustrationerne frem i den rutinerede målmand Jimmy Nielsen.

- Det her er så dybt frustrerende, at jeg er ved at brække mig over det hele i øjeblikket. Det er jo forfærdeligt at sige, men vi bliver vel egentligt bedre efter, vi får en mand smidt ud. De scorer efter to dødbolde, som vi vidste, de ville være farlige på. Der er selvfølgelig ingen, som med vilje giver indkast eller frispark væk, men de får bare en del i kampens begyndelse. Der er vi ikke opmærksomme nok. Det siger vel lidt om os i øjeblikket, siger Jimmy Nielsen til klubbens hjemmeside.

1. divisions-klubberne går nu på vinterferie, men Vejle kan ikke gøre det med lige så samvittighed som visse af konkurrenterne, erkender Jimmy Nielsen.

- Det er meget tungt lige nu. Det er utroligt frustrerende for tiden, hvilket meget godt bliver symboliseret med de to røde kort i går. Status på sæsonen er, at vi har været alt for svingende i vores spil. Det mest positive har været pokalturneringen, men den har jo ikke første prioritet for os. Dette efterår er absolut ikke godkendt fra vores side, hvis jeg skal give en afsluttende status på sæsonen, udtaler Jimmy Nielsen.

LÆS OGSÅ: Vi er amatører