Landshold

Todi endte som nedrykker på Færøerne

Selv om Todi Jónsson sluttede et hårdt fodboldår som historisk nedrykker i Klaksvik, var det alligevel en stor oplevelse at vende tilbage til de gammelkendte rammer på Færøerne.

Den tidligere FCK-angriber Todi Jónsson var meget i medierne i foråret, da hans store fodboldprojekt FC Amager faldt til jorden med et brag. Det tog også hårdt på klubejeren, der dog fandt en form for fred og ro på de færøske fodboldbaner. Og det var en positiv oplevelse, selv om det endte med en historisk nedrykning med barndomsklubben Klaksvik.

- Efter konkursen havde jeg brug for at tage en pause og være sammen med min familie, men samtidig havde jeg kontakt hjem til min gamle klub Klaksvik. De havde sportslige problemer i bunden af den bedste færøske række, så jeg tilbød at hjælpe dem, selv om jeg ikke have spillet i to år. Så det gjorde jeg, siger Todi Jónsson til tipsbladet.dk

- Jeg trænede lidt med i BSV her i Vedbæk, og så fløj jeg op til kamp lørdag og hjem igen mandag. Det lyder måske lidt vildt, men det var ikke meget anderledes end min tid i Norge, hvor jeg også pendlede fra København.

- Jeg manglede selvfølgelig noget grundtræning, men det gik nu fint alligevel. Jeg har stadig lidt hurtighed i mig, og spillemæssigt var der ingen problemer. På forhånd var jeg lidt bekymret for, hvordan der ville blive taget imod mig, for jeg har jo et vist navn i færøsk fodbold, men det var fantastisk. Jeg nød hvert sekund, jeg spillede. Jeg kom rundt på nogle stadions, hvor jeg ikke havde været i 20 år, men mange af klubfolkene var de samme, de var bare blevet lidt grå lige som mig.

- Så efter jeg var mentalt træt af fodbold for tre år siden, hvor jeg stoppede, fik jeg virkelig glæden tilbage,« fortæller den kortvarige Klaksvik-angriber, der dog kun fik scoret et enkelt mål og heller ikke kunne forhindre den færøske storklub i at blive ramt af den første nedrykning i klubbens historie.

Så det var vel meget symbolsk for året, der gik?

- Nej, sådan kan du slet ikke stille det op. Jeg gav min barndomsklub en håndsrækning, og vi gjorde det så godt, vi kunne. Det er ærgerligt, at vi rykkede ned, for folk i bygden holder meget af fodbold, men jeg vidste, hvad jeg gik ind til, og det var en stor oplevelse at være tilbage, selv om jeg på forhånd ikke havde noget at vinde, siger den tidligere klubejer, der nu er klar til at starte et nyt projekt op i fodboldens verden.

Hvad der er kan du læse meget mere om i Tipsbladet Indsigt, hvor klubejeren også forholder sig til FC Amagers konkurs og hvor vi undersøger, hvad der skete med de lokale Amager-klubber i overbygningen og de mange FC Amager-spillere, der pludselig blev arbejdsløse en lørdag i marts.

Få Danmarks eneste rendyrkede fodboldavis leveret til døren.