Bundesliga

Skoubo: Grahn ville næppe passe ind

Michael Laudrup skal ifølge spansk presse have anbefalet Tobias Grahn som forstærkning til Morten Skoubos klub Real Sociedad, men Skoubo mener ikke, at Grahn ville passe ind.

Den stolte baskerklub Real Sociedad har haft en elendig sæsonstart i den spanske La Liga, hvor de indtager en bundplacering. Det provokerede forleden træner José Maria Bakeros fyring, og han er nu blevet erstattet med den rutinerede Miguel Angel Lotina.

Det har også medført en mere forsigtig taktik, hvor Sociedad nu spiller med to defensive midtbanespillere centralt istedet for en offensiv, kreativ midtbanespiller.

Derfor mener Real Sociedads danske angriber ikke, at Tobias Grahn ville passe ind på Real Sociedads hold, som selveste Michael Laudrup ellers skulle have foreslået i følge spansk presse.

- Vi har allerede en del offensive midtbanespillere i klubben, men Lotina foretrækker at spille med to defensive centralt, og det er næppe noget for Tobias Grahn at spille der, siger Morten Skoubo til forza.dk.

Skoubo kan udmærket huske Tobias Grahn fra SAS ligaen, og synes at han er er en udmærket teknisk spiller, men i virkeligheden savner Real Sociedad mere bare selvtillid, mener han.

- Stemningen har været nede at vende efter trænerfyringen, og vi mangler en succesoplevelse. Den skulle gerne komme i de næste kampe, hvor vi møder nogle af de andre bundhold, siger Morten Skoubo.

Den tidligere Brøndby-spiller kan ikke træne med i endnu, efter at han fik et tilbageslag med sin ankelskade. Men han håber at være klar igen inden for få uger.