Video : Tipsbladet
EM

Solbakken stoler på FCKer: Han har det i hovedet

Den tidligere FCK-træner Ståle Solbakken har fulgt Jonas Winds udvikling tæt, og her forklarer han lidt om angriberens styrker.

FC Københavns-angriberen Jonas Wind forventes at starte inde, når Danmark lørdag aften tager hul på EM 2020.

Kampen mod Finland skal vindes, hvis Danmark skal gøre sig forhåbninger om at nå videre fra gruppespillet, og der bliver Jonas Wind en vigtig brik.

Og der er særligt én spidskompetence, som han skal have finpudset inden kampen, og det er oppe i hovedet, den skal findes, fortæller hans tidligere træner Ståle Solbakken til DR.

- Det, Jonas mangler i speed i benene, har han jo i hovedet. Han tænker et halvt sekund hurtigere end andre.

Som angriber foretrækker han at trække ned i banen og være med i det opbyggende spil, og selvom farten i fødderne ikke er hans spidskompetence, så er han ifølge den norske landstræner klar til at brage igennem ved denne EM-slutrunde.

- Jeg er ikke bekymret for, at han ikke kan klare sig på et EM-niveau. Han har jo allerede scoret mod store nationer, og han vil altid kunne gå med i spillet. Jo bedre medspillerne er, desto nemmere bliver det også for hans måde at spille på, vurderer Ståle Solbakken.

Om Jonas Wind starter inde, finder vi ud af en time før kampstart, når Kasper Hjulmand afslører den endelige startopstilling. Det bliver klokken 17, da kampen sparkes i gang i Parken klokken 18.