Video : Tipsbladet
Europa League

Legenden Bergkamp hylder Dolberg: Hvor skal det dog ende?

Det er hverdagskost for Kasper Dolberg at blive rost af store fodboldspillere, og nu melder Dennis Bergkamp sig i koret. Han advarer dog Dolberg om at forlade Ajax for tidligt.

Flere gange i løbet af denne sæson er Kasper Dolberg blevet sammenlignet med Dennis Bergkamp, blandt andet af den tidligere Ajax-dansker Christian Poulsen. Den danske angriber besidder noget af den samme elegance som sin forgænger, og netop Bergkamp forudser en stor fremtid for Dolberg.

Bergkamp, der i dag er træner i Peter Bosz' stab i Ajax, ser nogle gange Dolberg og spekulerer på, om danskeren overhovedet har et loft for sit potentiale.

- Jeg har haft perioder i løbet af sæsonen, øjeblikke hvor jeg har set Kasper, og jeg har tænkt: "Hvor ender det her?" siger han ifølge telesport.nl.

Dennis Bergkamp kom selv igennem akademiet i Ajax og spillede syv år på førsteholdet, før han gik til først Inter og siden Arsenal. Han scorede 103 mål i 185 ligakampe for klubben, så han ved en ting eller to om at tage skridtet videre fra den hollandske række.

Han opfordrer Dolberg til at blive i Ajax lidt endnu - hvilket han selvfølgelig selv har en vis interesse i, eftersom han er ansat i klubben.

- Det vigtigste er, at han nu træffer de rigtige valg for sin karriere. Jeg tror, det er vigtigt, at han bliver hos Ajax i mindst ét år mere. Den første sæson er rigtig fed, men hvordan håndterer han det andet år, hvor alle kender ham og elsker ham?

Kasper Dolberg og resten af Ajax-holdet spiller onsdag Europa League-finale mod Manchester United.