Video : Tipsbladet
Generelle

Beckham vil have stor Barcelona-stjerne til USA

Den engelske legende er ved at bygge et nyt hold op i Miami til 2020, og han vil have en af verdens største stjerner til at være med fra starten

Næste år får den bedste amerikanske liga, MLS, et nyt hold i form af Inter Miami, og bag klubben står den tidligere Manchester United-, Real Madrid-, AC Milan- og PSG-stjerne David Beckham. Inter Miami bliver en del af MLS fra 2020-sæsonen, og Beckham og klubbens øvrige bagmænd er derfor i gang med at bygge det nye hold op fra bunden.

Her håber Beckham og co. at kunne udnytte den tidligere engelske stjernespillers gode navn og netværk i Europa til at hente nogle store navne over atlanten, og nu har de ifølge den spanske avis Mundo Deportivo valgt at gå efter en af de allerstørste.

Det er FC Barcelona-stjernen Luis Suárez, som David Beckham vil have som den første store signing i den nye og ambitiøse klub. Den 32-årige angriber fra Uruguay har gennem flere sæsoner været garant for mål og en af verdens bedste angribere, men i sidste sæson blev det, efter Suárez' egne standarder, blot til 21 mål i La Liga og et enkelt i Champions League.

De tror dog tilsyneladende stadig på ham i FC Barcelona, og han var med fra start, da de forsvarende spanske mestre indledte den nye sæson med et overraskende nederlag mod Athletic Bilbao - og her måtte Suárez oven i købet udgå med en skade. Men hvis FC Barcelona vurderer, at Luis Suárez' bedste år er bag ham, kan David Beckham muligvis finde på at gå efter angriberen til vinter, så stjerneangriberen kan være med i næste sæsosn af MLS, som starter omkring marts 2020.