Bild, bold og blær - og kejseren i kulissen

Det var efter EM 1984 i Frankrig. En skuffende slutrunde for Vesttyskland. For første gang smider en tysk landstræner håndklædet i ringen. Jupp Derwall må gå efter også hård mediekritik. Især af Franz Beckenbauer i Bild.

Den sidste aften i Frankrig tager den tidligere Bayern- og landsholdsstjerne endnu en runde ved et bord, hvor også to førende Bild-redaktører samt den evindelige kværulant og gamle mestertræner Max Merkel sidder.

En længere diskussion om hvem der dog skulle efterfølge Derwall ender i ingenting. Ingen kan bruges. Det ender med, at Jörg Hüls, sportschefen på Bild, siger "du skal gøre det, Franz, tag jobbet". Beckenbauer svarer, at de da må være tossede. "Kejseren" er 38 år, har to år tidligere stoppet den aktive karriere og har det fortsat bedst med ikke at få snavs på tøjet.

Mens Hüls fik opbakning af sin senere afløser, Alfred Draxler, og Merkel. Trioen fik langsomt, men sikkert overtalt en dog stadig en smule forbeholden Beckenbauer til at kandidere. Dagen efter stod der på forsiden af Bild: "Derwall Vorbei - Franz: bin bereit". Og så var den ged barberet, som det hedder på nudansk.

Eksemplet, som fodboldmagasinet Rund fortæller, er ikke enestående, men særdeles illustrativt. Bild har dagligt op imod fire mio. læsere og er en magtfaktor, som politikere, erhvervsfolk, skuespillere og sportsfolk tager dybt alvorligt. Tag Ekstra Bladet og gang det med 10. Eller snarere: 50.

Man kan grine af den korte, nærmest afstumpede udtryksform og den bagstræberiske tankegang i og imellem linierne, men man er nødt til at have respekt for Bild.

Meget af det, der ligner løgn, ender med at blive sandt. Millionavisen nøjes ikke med at afspejle folkestemningen, den skaber den også, ligger foran begivenhederne og fortæller tingene lige inden de sker.

Hvis man vil forstå, hvorfor Bild-Zeitung i månedsvis har kørt en kampagne mod Jürgen Klinsmann, så skal man have EM-episoden fra 1984 med.

Jupp Derwall havde ikke et ry og en position, der gjorde, at der blev taget noget som helst hensyn til ham. Tværtimod. En forfremmet assistent langt fra Bayern München og Beckenbauer.

Det samme gælder for Klinsmann, som åbenlyst har lagt sig ud med Bild - og det gennem hele karrieren. Hele tiden i markant afstand, og det gælder også for hans nærmeste venner og samarbejdspartnere.

En Judas blandt spillerne

Siden Klinsmann for to år siden blev udnævnt til landstræner, har Bild været på nakken af ham. Også fordi hans hovedmodstander både før og nu er Lothar Matthäus, columnist i søsterbladet SportBild - og Beckenbauers gamle ven.

Klinsmann nedgøres for alle sine initiativer, det ene mere moderne end det andet. For en konservativ avis som Bild er det let at affærdige ham som en "Grinsi-Klinsi, et øgenavn, der betyder grine-Klinsmann og lukker munden på nationens nuværende holdepunkt som en overfladisk, grine-amerikaner med fikse idéer. Noget mere u-tysk findes ikke.

Bild er ofte bladet, der fyrer og ansætter trænere, men det kiksede altså, da Tyskland skulle have ny landstræner i 2004. Og det skal Klinsmann så bøde for.

Men Bild mandsopdækker også spillerne. Har man god kontakt med en lokal Bild-reporter - hvilket vil sige, at man fortæller ham lidt ud over det sædvanlige - får man ofte en god karakter om søndagen. Uanset præstationen. De neutrale har også pæne muligheder for at få karriere-support fra Bild, mens de modvillige er helt ude i kulden.

"Pressen er mest voldsom i de fire store byer, hvor de er konkurrence på tabloid-markedet: I Hamburg, Köln, Berlin og München. Da jeg spillede i Kaiserslautern, som ellers var en topklub, var der klart mere ro end i Köln. En reporter fra det lokale blad, Express, bragte en dag et interview med en utilfreds dansker. det var mig. Sagen var bare den, at jeg slet ikke havde talt med ham. Det oplevede jeg ikke med Bild, men metoderne var noget nær det samme", fortæller tv-kommentatoren Bjarne Goldbæk.

I bogen "Løb for Livet" fra 1997 skriver Jan Bartram, der spillede for Bayer Uerdingen sammen med Brian Laudrup:

"Pressen havde plantet en kilde - en Judas blandt spillerne. Han videregav oplysninger til én bestemt journalist fra boulevardavisen Bild Zeitung. Absolut intet kunne vi holde inden for egne rækker, uden at vi dagen efter kunne læse detaljeret om det i avisen. Vi fandt aldrig ud af, hvem det var, og det afstedkom selvfølgelig uro i truppen, for hvem kunne vi stole på?"

Grimme rygter og intrigante Matthäus

Bjarne Goldbæk mener, det kan være farligt at undervurdere Bilds betydning og indflydelse:

"Hvis du 10 gange skriver, at den og den spiller er dårlig, så vil tilskuerne også være farvet af det. Tvivlere vil være overbevist. Der må være noget om det. Men de er også dygtige. Bild fortæller, hvad træneren har sagt til træning og i omklædningsrummet, og oplyser om spillere og træneres løn. Hvordan de skaffer oplysningerne? Bild finder allierede overalt - og betaler én på klubkontoret til at lække tallene".

Bild lever i enkel verden. Sort overfor hvid. Franz Beckenbauer har skaffet VM til Tyskland. Nærmest helt alene, forstår man på Bild. Skildringen af ham giver pote og medvirker til at skaffe adgang til de bonede gulve. Mange eksklusive interviews med sportens største navne findes kun i Bild.

"Det er ikke kun et negativt billede, der skal tegnes. Bild ligger tit helt rigtigt i forhold til folkestemningen, som regel er bladet foran udviklingen og er med til at skabe den. Man er i hvert fald snu nok til ikke gå direkte imod den almindelige mands mening. Og lige nu er Klinsmann hot", uddyber Goldbæk.

Op til EM 1996, der endte i tysk triumf, bad tre ledende spillere med Jürgen Klinsmann i spidsen landstræner Berti Vogts om at få den intrigante Lothar Matthäus verfet ud af truppen. Matthäus stod på god fod med Bild, han tilhører nu som dengang Bayern-klanen. Vogts derimod var en svag landstræner, mente avisen. En bleg afskygning af forgængeren, den elegante Beckenbauer. Valget mellem ham og Matthäus var let, og følgen var, at Bild bragte endnu flere indiskretioner fra landsholdssamlingerne.

I bogen "Klinsmann. Angriber, træner, verdensmester", skriver Michael Horeni, at Bild bragte et billede af Klinsmann i nøgen overkrop og en tekst under overskriften Sauna-skandale. Det var ikke tilfældigt. Og det var det ej heller, da Bild og søsterbladene opfandt øgenavnet "Flipper", fordi bolden ofte sprang fra ham, eller da de offentliggjorde årslønnen i hans korte tid som Bayern-spiller. Det var lige efter at Beckenbauer havde afløst Otto Rehhagel som træner.

I øvrigt havde Klinsmann aldrig sat sine ben i den omtalte sauna i en sag, der faktisk slet ikke var nogen sag, men kostede bladet en bøde på 25.000 euro til angriberen, hvis afstand til bladet helt fra ungdomstiden indbefattede nul oplysninger om privatlivet. Det kan ikke udelukkes, at det var Bild-folk, der iværksatte det dødelige rygte, at Klinsmann skulle være bøsse. TV-komikeren Harald Schmidt med fast daglig sendetid greb den op til VM 1998 og talte om en "Schwabenschwuchtel" med henvisning til den afgående angribers hjemegn omkring Stuttgart.

Kæmpen Rudi og de forvandlede tyskere

Sådan omgikkes man ikke den vennesæle forgænger Rudi Völler. Der skulle ikke storsejre til at kalde den lille mand med Bundesliga-håret for "Rudi Riese", men kæmpen faldt tungt med et EM-nederlag i Portugal til Tjekkiets B-landshold. Da var VM-sølvet fra 2002 intet værd.

De to seneste år har i den grad været op ad bakke for Klinsmann, som i parentes bemærket er gift og far til et par børn. Ikke kun Bild, men hovedparten af det etablerede fodbold-Tyskland har rynket på næsen af hans idéer og hans håbløse forsvar. Nu venter man kun på, at det går galt mod Sverige i ottendedelsfinalen, og at den forsmåede målmand Oliver Kahn ruller kaskader af snavsetøj ud. Det siges, at han efter VM indgår en eksklusiv-aftale med Bild. Der gisnes om beløbet. Beckenbauer modtager ifølge det tyske fodboldmagasin Rund en mio. euro om året for sine fortjenester. En verdensmand med et udadtil normalt og venligt-neutralt forhold til den nuværende landstræner.

Virkeligheden er en helt anden. Måske Beckenbauer er en smule misundelig på den lettere intellektuelle, men visionære og handlekraftige eks-angriber, der blev verdensmester som spiller tilbage i 1990, da "der Kaiser" var træner. Nu udfordrer han alle de gamle og satte, og stryger Tyskland til tops har Klinsmann gentaget Beckenbauers kunststykke: at blive verdensmester både som spiller og træner.

Klinsmann faktisk står for alt det modsatte af Bild: nye træningsformer og ledelsesmetoder, videnskab, risiko og en international sammensat træningsstab.

Bild er meget national og konservativ. En teknisk direktør i fodboldforbundet kan ikke være hockeytræner, en analyse-assistent umuligt være schweizer og en fysisk træner ikke noget så upassende som amerikaner.

Men sådan er det hos Klinsmann. Hidtil har han vundet alle del-slagsmålene. Bortset fra at Bild-kandidaten Matthias Sammer overhalede hockeymanden. Det ligner en tæt og åben kamp. Rund skriver, at det er ligesom i fodbold. De er ikke altid den bedste, der vinder.

Problemet for Bild er, at Klinsmann ikke står alene. En arbejderklub er ikke længere en arbejderklub, spørg bare Bild-sympatisøren Rudi Assauer. Han er væk nu. Der bliver gjort op med mange andre fastgroede tankegange. En ny tids mennesker tager over. Til fordel for Bild taler så alligevel den nye tyske eufori og genopfundne selvglæde. Nationalisme er også et brændstof, som milionavisen lever af.

SAGT OM BILD

"10-Pfennig-Bild-Zeitung"

Avisens allerførste navn i 1952

"I 1962 angav 74 procent af den vesttyske befolkning, at de mindst én gang om ugen læste Bild Zeitung. Kun tre pct.. læste en seriøs og meningsdannende avis som Frankfurter Allgemeine. Bild var designet til mennesket i bevægelse, det kunne læses in one sitting på vej til arbejdet, og den billige pris appellerede til den omsiggribende "smid-væk-mentalitet".

Helge Nielsen i kapitlet "Fra ruin til velstand" i bogen Tyskland - en kulturhistorie

"Bild er et blad, der ikke tilbyder enhver noget, men giver alle intet"

Hans Magnus Enzensberger, forfatter

"Bild er det trykte svar på fjernsynet"

Axel Springer, udgiver

"Samtidig med, at Bild understøttede alt, der gik i retning af opstigning og behov for nydelse og praleri, tog det rollen som læserens tryghedsskabende "storebror". Alle begivenheder bliver i Bild til spændende og private "stories", der giver læseren mulighed for at identificere sig med prominente personligheder, eller til rædsselsvækkende "stories", der både pirrer læserens nysgerrighed og giver ham/hende mulighed for at afreagere aggressioner".

Helge Nielsen i kapitlet "Fra ruin til velstand" i bogen Tyskland - en kulturhistorie