Generelle

Bledsoe lovede T.O bedre spil

Dallas Cowboys' quarterback Drew Bledsoe sendte i sidste uge en SMS til Terrell Owens, hvor han lovede receiveren at spille bedre.

Siden Terrell Owens kom til Dallas Cowboys i marts, har der kørt mange rygter omkring forholdet mellem ham og Drew Bledsoe. Den aldrende quarterback har spillet lidt ujævnt i starten af sæsonen, og når T.O kunne blive uvenner med en af ligaens dygtigste quarterbacks Donovan McNabb, har mange blot ventet på en T.O-svada mod Bledsoe.

Men ifølge Terrell Owens modtog han i sidste uge en SMS fra Bledsoe, hvor quarterbacken lovede, han ville spille bedre, og søndag aften kvitterede receiveren som bekendt med tre tocuhdowns i Texas-opgøret mod Houston.

- Jeg forsøger hele tiden at få samarbejdet med Drew til at fungere. Jeg sagde igen til ham, han skal stole på mig. Jeg ved, hvordan man spiller det her spil. Når bolden er i luften, ved jeg, hvordan jeg får fat i den. Hver aflevering kommer ikke til at ligge perfekt, men han skal vide, jeg vil gøre mit bedste, siger Terrell Owens ifølge Dallascowboys' hjemmeside.

Drew Bledsoe ramte på 17 ud af 28 afleveringer mod Texans og kunne bagefter føje to touchdown-afleveringer til sit allerede lange resume. Det sidste touchdown-pass til Terrell Owens blev kastet af 26-årige Tony Romo, der kom på banen i stedet for Bledsoe i fjerde quarter.