Generelle

Lumb holder fast i russisk plan

AaB har ikke råd til permanent at hente Michael Lumb. Den danske venstre back holder fast i planen om at tage tilbage til Zenit Skt. Petersborg.

AaB's sportsdirektør Lynge Jakobsen erkendte i sidste uge, at klubben ikke har råd til at hente Michael Lumb på en permanent aftale. Det betyder, at danskeren igen til sommer står i en lidt uvis situation. For han har stadig kontrakt med Zenit Skt. Petersborg i halvandet år, og spørgsmålet er, om klubbens træner Luciano Spalletti overhovedet har tænkt sig at brug ham, hvis han vender hjem.

Det spørgsmål har Michael Lumb også stillet sig selv, efter han blev lejet ud først til Feyenoord og siden til AaB i vinterpausen.

- Planen har hele tiden været, at Zenit ville have mig ud og få noget spilletid i det år her, så jeg kunne udvikle mig som spiller. Det med spilletiden lykkedes ikke særlig godt i Feyenoord, men i AaB har jeg fået spillet en masse. Jeg har hele tiden været indstillet på at skulle tilbage til Zenit til sommer, og det har jeg det rigtig fint med. Jeg holder hele tiden øje med, hvad der sker derovre og snakker med spillere og ledere i ny og næ, siger Michael Lumb til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Lumb: Stort tillykke til AGF

Danskeren føler, at han har udviklet sig en hel del som spiller, siden han forlod AGF for lidt over et år siden. Og selv om han ikke har spillet så meget i hverken Zenit eller Feyenoord, så føler han, at han især defensivt har udviklet sig en hel del, og derfor er han også positiv i forhold til at udfordre slovakken Tomas Hubocan og serberen Aleksandar Lukovic, der lige nu kæmper om pladsen som back i venstre forsvarsside hos Zenits mestre.

- Jeg kan godt blande mig i kampen med dem, for jeg tror på egne evner. Det bliver sindssygt svært, men jeg lægger mig ikke bare ned. Og får jeg chancen, så vil jeg gøre alt, hvad der står i min magt for at tage den. Zenit har hele tiden meddelt mig, at de ville have mig afsted det år her for at få mere hår på brystet.

- Jeg føler, jeg er blevet en bedre spiller. Jeg er blevet klogere rent taktisk i det defensive, og jeg har taget en masse ting med mig fra Spalletti omkring mit forsvarsspil. Han vil gerne have mig til først og fremmest at koncentrere mig om at forsvare, og der er jeg blevet bedre til at tage det defensive hensyn fremfor bare at storme med i offensiven. Det håber jeg også, at Spalletti og de andre i trænerteamet kan se, når jeg kommer tilbage, siger Lumb.

Michael Lumb koncentrerer sig dog først og fremmest om at gøre sæsonen færdig med AaB. Der er fem kampe igen af Superliga-sæsonen, og klubben er to point over nedrykningsstregen.