Generelle

Roethlisberger vil spille

Steelers-quarterbacken blev hånet af Falcons-spiller efter voldsomt sammenstød.

Allerede en uge efter sin anden hjernerystelse indenfor blot fire måneder, vil Ben Roethlisberger på ny på banen for de betrængte titelindehavere fra Pittsbrugh Steelers, der foreløbig har tabt fire kampe i sæsonen.

Quarterbacken blev sendt til tælling i holdets seneste udekamp mod Atlanta Falcons, da værternes Chauncey Davis, Patrick Kerney og Edgerton Hartwell gav Ben Roethlisberger en hårdhændet tackling.

- Det føltes som om, hele min kæbe blev knust, sagde Ben Roethlisberger.

Efter at stjernen var blevet sendt til jorden, var han et øjeblik bevidstløs, men efter en tur i omklædningsrummet, følte Ben Roethlisberger sig hurtigt bedre tilpas og var også at finde ved sidelinien i resten af opgøret mod Falcons. Nu føler han så klar til at spille søndagens kamp mod Oakland Raiders.

- Hvis du spørger mig, vil jeg uanset hvad altid være klar til at spille, men det er selvfølgelig et valg, vi må træffe med omtanke, sagde Ben Roethlisberger.

Ifølge quarterbacken sendte en af tre Falcons-spillere, som tildelte ham et sack, også en hilsen af den verbale slags. Således skulle en have sagt, at han ønskede at ramme Roethlisberger i hans plastikopererede ansigt. Sidste sæsons vindende quarterback i Super Bowl nægter dog at sætte navn på spilleren, som hentydede til de alvorlige ansigtsskader, Steelers-stjernen fik efter sit motorcykeluheld i juni. Men sagde dog:

- Jeg kan huske hans nummer.