Video : Tipsbladet
Generelle

Spurs-boss til rekordindkøb: Du bliver her, til du har skrevet under

Tottenhams bestyrelsesformand Daniel Levy er kendt som en benhård forhandler. Og det fik nyindkøbet Tanguy Ndombele at føle, da han var ankommet til Tottenhams træningsanlæg for at forhandle om en kontrakt.

Efter flere måneders spekulation kunne Tottenham tirsdag præsentere rekordindkøbet Tanguy Ndombele.

Den 22-årige franske midtbanespiller var jagtet af flere europæiske storklubber, men i sidste ende var det altså Tottenham, der lykkedes med at overtale Ndombele.

Hård melding fra Levy
Og ifølge den franske avis L'Equipe viste Tottenham-bestyrelsesformand Daniel Levy sig endnu engang som en benhård forhandler, da Ndombele var ankommet til Tottenhams træningsanlæg med to af sine agenter.

- Du kan ikke gå herfra, før du har skrevet under med os, lød beskeden til Ndombele fra Levy således ifølge den franske avis. 

Havde samtale med Pochettino
Tanguy Ndombele står til at blive en af de bedst betalte spillere i Tottenham. 

Franskmandens ugeløn lyder således på 1,6 millioner kroner.

Spurs-cheftræner Mauricio Pochettino havde angiveligt også et møde med Ndombele i slutningen af juni, hvor argentineren forsøgte at overtale den unge midtbanespiller med disse ord:

- Ja, det kommer til at blive svært, men jeg vil bevare den Tanguy, som du er. Den Tanguy, der bryder linjerne.

Manchester United forsøgte angiveligt at blande sig til allersidst, ligesom Juventus før købet af Adrien Rabiot holdt samtaler med Ndombeles agenter. I sidste ende blev det dog altså Tottenham, der sikrede sig den talentfulde franskmand.