Generelle

Tidligere AGF'er var tæt på Hearts

Bojan Djordic var en eftertragtet herre i Hearts, men manglende midler satte en stopper for et muligt skifte fra AIK Stockholm tilbage til Storbritanien.

Den tidligere AGF-spiller Bojan Djordic har i flere dage været i søgelyset hos den skotske klub Hearts. Klubbens træner Csaba Lazlo fortæller nu til den skotske avis Scotsman, at det var hans store ønske at tilknytte den nuværende AIK-midtbanespiller, men desværre kunne klubbens storaktionær ikke stille de nødvendige penge til rådighed.

Csaba Lazlo skulle efter sigende have fremvist en liste med eventuelle forstærkninger, hvorpå Bojan Djordic var en af de ønskede, til klubbens hovedaktionær Vladimir Romanov, som dog ikke var synderligt imponeret for at give penge til projektet. Csaba Lazlo har ikke opgivet håbet, men forsikrer om, at hans fokus ligger på det han har til rådighed på nuværende tidspunkt.

- Jeg forsøger bare at koncentrere mig, om det jeg har. Hvis der sker noget på området de kommende dage, bliver jeg glad, men jeg tænker ikke så meget på situationen, siger Csaba Lazlo til Scotsman.

Bojan Djordic har udover AGF tidligere repræsenteret storklubber som Manchester United og Glasgow Rangers.