Generelle

VM-stjernes stjålne bil fundet i Tirana

Gennaro Gattuso fik for tre år siden stjålet en Jeep, der nu er dukket op i Albaniens hovedstad.

Politiet i diverse europæiske lande kan fortælle samstemmende historier om, hvordan adskillige tusinde biler årligt bliver stjålet og sendt til østeuropæiske lande eller tidligere Sovjet-republikker, hvor bilerne bliver solgt til nye 'ejere' eller skilt ad for at blive gensolgt som reservedele.

AC Milan-stjernen Gennaro Gattuso er en af de mange europæere, der har oplevet at miste sin bil, og den italienske jernmand havde sandsynligvis opgivet at se sin Range Rover Jeep igen, indtil albansk politi for nylig stoppede en mand i Tirana.

Det viste sig, at mandens køretøj var meldt stjålet tilbage i november 2006, og at ejeren var ingen ringere end Gennaro Gattuso.

Ifølge albansk politi er bilen taget i forvaring, mens man efterforsker, om manden har købt bilen i god tro eller i forvejen er involveret i det kriminelle miljø.

Ifølge Associated Press har den nye ejer af bilen fortalt politiet, at han købte bilen af en italiensk mand.