Bål under Klopp: Får han slukket ilden før VM?

Fodbold har en barsk logik. Efter 4-1-nederlaget til Napoli i Champions League myldrede de første spekulationshistorier om en mulig fyring af Jürgen Klopp frem fra den digitale rendesten. Liverpools ejere, amerikanske FSG havde allerede sonderet terrænet hos Luis Enrique for at teste muligheden for at lokke spanieren væk fra jobbet som Spaniens landstræner, forstod man. Det blev der i hvert fald skrevet.

Derefter blev kortet med den nu arbejdsløse Thomas Tuchel spillet ud i klikbare overskrifter.

At FSG så reelt næppe så meget som overvejer at vise Klopp køkkendøren, det er en anden snak. Det vil formentlig udløse noget nær optøjer og store protester, hvis amerikanerne stikker tyskeren en fyreseddel, og FSG har næppe mod på at trække yderligere hårdt på kassekreditten med tilhængernes goodwill efter flirten med den sjælløse pengeliga European Super League.

Mur

Det ændrer dog ikke på, at Liverpools sæson har ramt et bump så stort, at det kan tårne sig op som en mur for de rødblusede. Nu er det op til Klopps kompagni at svinge den mukkert, der kan forvandle mursten til små skærver.

Spol tiden tilbage til det sene forår, hvor Liverpool stod med gode kort på hånden for at sikre The Quadruple – fire titler.

Det blev til gevinster i Liga og FA Cuppen, hvilket blev modtaget nærmest med skuffelse i det engelske mediebillede.

På diverse sociale medier blev der tilmed gjort grin med Liverpools busparade gennem byen for at lade sig hylde over de to pokaler – morskaben bestod i pokalerne hverken var det engelske mesterskab eller Champions League.

Men måske var busturen et fornuftens forsøg på at skære igennem larm og digital støj. Som et manifest og voice of reason over en sæson, der trods alt så Liverpool slutte 2’er i Premier League og ligeledes nå finalen i den fornemmeste europæiske turnering. Toppet med de to mindre pokaltitler. Mange andre klubber havde taget imod sådan en sæson med kyshånd.

43 dage

Få måneder står vi her så. På tærsklen til fyrige 43 dage for Liverpool. Weekendens kamp mod Brighton markerer den første af 12 kampe på bare 43 dage, før klubfodbolden sendes på pause til fordel for VM i Qatar.

12 kampe i to forskellige turneringer og i horisonten lurer tilmed de to kampe, der blev udsat på grund af Dronning Elizabeths død og begravelse.

Liverpool har blot tabt fire kampe i kalenderåret 2022. Det er ikke normalt den slags tal, som krisesnak er gjort af.

Men et kig på tabellen bekymrer naturligvis. Liverpool har spillet en kamp færre end Arsenal, Tottenham og Manchester City, men er henholdsvis ni og otte point efter den trio.

De har lukket lige mange så mål ind som førerfeltet nemlig et snit i runde tal på et mål per kamp. Som de andre har Liverpool også scoret over to mål i gennemsnit per kamp, men af Liverpools 15 træffere faldt de ni mod sagesløse Bournemouth.

En nedsabling lige til overskrifterne og et boost til selvtilliden, men det slører ikke, at Liverpool har manglet kant denne sæson til at afgøre kampe. I stedet er møder med Fulham, Crystal Palace og Everton endt med uafgjorte udfald. At derbyet mod Everton endte uden vinder, overrasker ikke – sådan er det gået fem af de seneste seks møder på Goodison, men pointtabene mod de to små Londonhold er store sten i støvlen.

Sten

Sten det leder hen til det klassiske spørgsmål – hvor mange point kan et hold, der gerne vil være mestre tåle at smide undervejs i sæsonen? 9-12-15 eller måske 18? Flere?

Sidste sæson vandt Manchester City titlen med 93 ud af 114 mulige point. Liverpool var et point bagefter. Det har de prøvet mere end en gang. Med andre ord så ved Jürgen Klopp og co. smerteligt, at der ikke er råd til ret mange flere bananskræller, hvis guldhåbet skal glimte. De seneste sæsoner viser, at en mester lander et sted i 90erne pointmæssigt.

Med kampe mod Arsenal, Manchester City og Tottenham i løbet af den intense kampperiode, der venter frem mod VM-pausen, så er det op til Liverpool selv at æde sig ind på topfeltet. Eller se alle håb knuses som æg mod et koldt stengulv.

Nederlaget til Napoli i Champions Leagues gruppefase udstillede Liverpools startvanskeligheder i denne sæson. Kampen i den syditalienske havneby fandt sted 102 dage efter finalen i Champions League og var naturligvis udpeget som den sværeste opgave i gruppespillet for Liverpool, men de færreste havde forventet et sådant kollaps. Som et glasfundament der pludselig slår den første revne, så den næste, alt krakelerer og blotter et hold, der var helt ved siden af sig selv.

”Vi er nødt til at genopfinde os selv,” sagde Jürgen Klopp efter den kamp.

”Man kan sagtens spille en dårlig kamp, men stadig forsvare sig virkelig godt. Den slags skal vi kunne, men i dag manglede der helt basale ting. Det er en svær periode. Det kan der ikke være tvivl om,” konkluderede tyskeren.

Sandheden

Han kaldte de kommende kampe for sandhedens dage og fik et svar med en sejr over Ajax, men holdbarheden af det svar er det element, som Klopp egentlig har brug for at blive klogere på.

Der er et behov for en vis perspektivering her. Sidste sæson så en brølende skarp Mohammed Salah, der tog formstærk afsted til African Cup of Nations i januar med 23 mål for sæsonen i Premier League og Champions League.

De fem uger han var væk med Ægypten, oplevede han skuffelser med nederlag i de afrikanske mesterskabsfinaler, og siden glippede Salah og Egypten VM. Han var også under den meget defensivt tænkende portugisiske træner, Carlos Queirozs vinger.

En trænertype, der beder sit hold stå dybt og arbejde et kontraresultat hjem. Hvorfor Mohammed Salah ofte endte på ensomme missioner ude på kanten eller langt fra målet med blot to mål i syv kampe. Dette trods sin status som landsholdets helt store stjerne.

Mærket

Resten af sæsonen med Liverpool var mærket for Salahs vedkommende. Ifølge The Guardians taktikknuser og talnørdsexcellence Jonathan Wilson så er Salahs skud på mål-rate dykket fra 3,9 per kamp før African Nations Cup til 2,83.

Dette hænger naturligvis også sammen med tilgangen af Luis Díaz og Darwin Núñez. Díaz blev købt i januar sidste år, hvorved Firmino blev skubbet ud af holdet, idet Sadio Mané blev placeret som den centrale angriber.

En opgave som senegaleseren løftede glimrende, men den havde en taktisk slagside. Firmino, eller Jota for den sags skyld, er typen, der dropper dybt, hvilket giver Salah mulighed for at arbejde i det dybe rum – ægypterens spidskompetence – hvorimod Mané er en langt mere udpræget frontløber. En frontløberpraksis, der kannibaliserer på de rum, Salah skal arbejde i.

Núñez arbejder også med et tryk, der giver mindre rum for Salah til at arbejde i sammenlignet med Firmino. Som Wilson konkluderer, så er ’hverken Salah eller Liverpool den spiller og det hold, som de var for et år siden.’

En fair pointe, men set med den lange brille på, så ved vi også, at Klopps spillestil kræver et veltrænet hold, hvor øvelse bogstavelig talt gør mestre.

Radio

Da COVID-19 hærgede Premier League toppet med skader i Liverpools trup, faldt Fort Anfield hurtigt og mesterskabsdrømmene med det. Det blev et ræs for at redde bare en billet til Champions League.

Der var ikke en plan B. I hvert fald ikke en plan B stærk nok i 20/21-sæsonen, da først uheldene satte ind.

Det er sådan, det er med Klopps rock ’n rolle fodbold. Det kan være enormt kraftfuldt, når først presspillet og elguitaren hviner med de ypperste akkorder, men træk stikket, og der bliver stille. Der er ikke en akustisk backinggruppe. Bare et Liverpool virkelig light med markant færre presaktioner end sæsonen før, hvor de vandt, gav guld. Liverpools styrke ligger i presset.

Derfra ved vi, at Klopps taktisk skal være toptunet og trænet til at sidde lige i skabet. Med nye kræfter ombord så vil det tage tid at finde den rytme igen.

Núñez

Den nye dreng i klassen, Darwin Núñez skal enten meget hurtigt tunes ind på sin arbejdsopgave eller tildeles en reserverolle til fordel for Firmino.

Presstatistikken fortæller hvorfor. Salah i Liverpools kampe leveret et snit på 7,5 presaktioner. Heraf hovedparten på den sidste tredjedel. Han lykkes kun med 22 procent af de aktioner, men han skal også her primært lure på at nyde godt af holdkammeraternes presspil og accelerere ind i kanalerne og konvertere holdkammeraternes presarbejde til mål.

Díaz synes skræddersyet til opgaven med et snit på 13 presaktioner heraf lige fordelt mellem den sidste og den mellemste tredjedel af banen. Colombianeren er altså et sandt presmonster.

Firmino ligger på knap 13 presaktioner, men heraf ligger ca. 45 procent af aktionerne dybt på den mellemste banehalvdel. Altså af den karakter der traditionelt gør godt for Salah. Her kommer Núñez ind i billedet. Han leverer kun syv presaktioner i snit per kamp.

Halvdelen af disse ligger helt fremme i forreste kæde – altså er Núñez presarbejde ikke imponerende, og Liverpools offensiv er lagt op på Salah med færrest presaktioner, men med flest afslutninger, så endnu en angriber der arbejder sig frem til få presindsatser, er sukker i benzintanken.

Når Núñez aktioner tilmed er helt fremme og af den type, der begrænser Salahs muligheder for at opererer dybt, så er der en taktisk hurdle, som Klopp skal forholde sig til.

Kurven

Liverpool har siden Klopp blev præsenteret som ny boss på Anfield bevæget sig på en opadgående kurve. I forhold til resultater, præstationer og indtægter, men det har ikke været en snorlige vej mod toppen.

Det var et dusin kampe i 2016 med blot tre sejre heraf den ene mod Exeter og en ren revolveraffære mod Norwich, der sluttede med 5-4. Der var perioden på to måneder i 2017, hvor Liverpool tabte seks af ti kampe og blot vandt to.

Og den ene af de to var mod Plymouth i FA Cuppen. Samt perioden i 20/21-sæsonen med seks nederlag i træk på Anfield – klubbens værste stime af nederlag på eget græs nogensinde – og i alt ni nederlag i 17 kampe.

Så nedture er ikke fremmed for Klopp. Det er en indbygget risikofaktor i tyskerens taktiske værktøjskasse og arbejdsproces, men båden er hver gang kommet flot over bølgeryggen igen.

De tre ovennævnte kriseperioder har dog det tilfælles, at de let lader sig forklare. I hvert fald i bagklogskabens klare lys.

Høsten

Den nuværende magre resultathøst er udløst et nyt spørgsmålstegn. Om det blot et er spørgsmål om træning og indarbejdning af presspillets bid. Eller om Klopps mentalitetsmonster af et hold omsider er blevet træt og med løse tænder?

Og hvordan løser han problemet med Alexander Trent-Arnold? Der er en interessant debat kørende i den engelske presse disse dage i kølvandet på det engelske landsholds store nedtur.

England har ikke vundet i de seneste seks landskampe, og landsholdet er nu rykket ud af Nations Leagues A-gruppe.

Noget af en bet, der kalder på skam og selvransagelse. Samt spørgsmålet om, hvorfor Trent-Arnold ikke spiller mere, end tilfældet er. Svaret er, at den engelske og Liverpools back er blevet en belastning rent defensivt.

Han er en forrygende offensiv back og nærmest en playmaker allokeret til kanten, og er sammen med Robertson Liverpools primære chanceskaber. Men modstanderne har luret ham.

Når han går med frem, så er det bare at sætte to mand i Trent-Arnolds side og slå til i tomrummet.

Det gælder lige fra Real Madrid i Champions League-finalen til Fulham i denne sæsons premiere i Premier League.

Det tomrum bag backen er farligt. Og har spillet en rolle i stort set alle de mål, som Liverpool har indkasseret i denne sæson.

Det betyder ikke, at Trent-Arnold skal erstattes – de offensive kvaliteter er jo indlysende.

Men at Klopp skal skrue på sin taktik for at dæmme op for dette hul, der nu er opstået i den dæmning, som Liverpools forsvar ellers har været i tyskerens tid.

Tid

Gareth Southgate har på det engelske landshold været iskold og er gået med en mere udpræget safety-spiller.

Det gør Klopp ikke. Trent-Arnold er assist-mageren, der som en anden destroyer patruljerer offensivt i al slags vejr. Fra bølgedal til top.

Men som så ofte før så har modstanderne fundet et modsvar til en stærk spiller. Nu er det op til Klopp at svare igen.

Med 12 kampe på 3 dage så bliver der reelt ikke meget tid til træning og finpudsning af det svar. Mest restitution. Det bliver mere learning by doing, når de skal spille sig til resultater og en fælles taktisk forståelse.

Thiago kan være den komponent, der får motoren til at spinde lettere. Da han kom på banen mod Napoli efter endt skadespause, så leverede midtbanespilleren syv presaktioner. Det var mere end holdkammeraterne på midtbanen tilsammen.

”Før han kom ind, så var der ikke en presaktion på midtbanen,” sagde Jürgen Klopp efter kampen.

Thiago kan tage ansvaret for at binde midtbane og angreb sammen, men kan næppe spille fra start i alle 12 kampe, der venter de næste seks uger.

Som det kendetegner Klopps taktisk, så er det nødt til at være en holdindsats, der binder Liverpool sammen og løfter resultaterne fra uafgjorte til sejre.

Programoversigten

Fire af de forestående 12 kampe før VM er i Champions League-regi.

Med en dobbelt-runde mod Rangers forude er der gode muligheder for at kalibrere starten på den europæiske kampagne.

Rangers har skader at slås med, og jublen over deltagelse i den lukrative gruppefase kan ikke skjule, at også det skotske storhold har tabt pusten hen over sommeren. Der ligger med andre ord seks point til at samle op her.

Således vil Liverpool med en revanche hjemme over Napoli være klar til at gå videre fra gruppefasen.

Premier League bliver en anden størrelse i og med Liverpools eget spil ikke svinger, men tilfældighedernes spil kan være med Liverpool. Brighton med ny træner, der ikke tidligere har prøvet kræfter med Premier Leagues kværn, er en spiselig omgang, men så venter møderne med Arsenal og Manchester City.

Arsenal har i skrivende stund syv spillere heraf flere profiler ude i længere tid med skade – det kan blive Liverpools åbning for et comeback i topfeltet og før mødet med Manchester City.

Så West Ham der også har åbnet sæsonen med stort besvær. Hammers spiller langsomt og ligner et hold i et kulturelt vakuum. Hvem bosser omklædningsrummet, efter legenden Mark Noble hang støvlerne på hylden og blev sportschef? Den slags kulturomvæltninger kan mærke et hold længe.

Dernæst oprykkerne Nottingham Forest. En af de typer kampe som skal være smør på brødet. Nottingham Forest har hentet hele 23 spillere og vil næppe finde sammen som enhed på denne side af VM.

Herefter kigger Leeds forbi Anfield. De liljehvide er ligeledes i en omstillingsfase og på jagt efter en klar identitet og spilforståelse efter salgene af Kalvin Philips og Raphinha. Det har set rodet og ustruktureret ud for Marschs mandskab på den måde, som Liverpool i form er i eksperter i at straffe hårdt.

Så venter armlægningen med Tottenham. En hård nyser. Derefter tages der afsked med spillerne før afgangen til VM hjemme på Anfield mod Southampton, der sandt for dyden ikke er et bæst på udebane.

Herefter kan Jürgen Klopp enten puste ud eller se tilbage på 43 dage, der har pustet yderligere til mediebålets sære logik om krise i en klub, der sjældent taber. Spørgsmålet er, om han til den tid ser ind i en mur eller bare skal feje skærver sammen og rydde op.