Premier League

Chelsea henter ung brasilianer

Chelsea har sikret sig en af verdens mest spændende teenagere. Naturligvis en brasilianer.

De forsvarende engelske mestre melder i dag ud, at de har sikret sig den 17-årige Sao Paulo-dreng Lucas Piazon. I øjeblikket imponerer den unge brasilianer ved U-17-Copa America, men det er altså lykkedes den engelske storklub, at indgå en aftale med spilleren.

Skiftet sker dog først fra starten af 2012, da Piazon skal fylde 18 år før et eventuelt skifte til engelsk fodbold. Det samme gjorde sig også gældende for Manchester Uniteds to tvillinger Fabio og Rafael samt den udlejede Arsenal-spiller Wellington Silva, der også måtte vente på sin 18-års fødselsdag før skiftet til London.

Lucas Piazon har tidligere gjort sig bemærket ved U-15-turneringen for sydamerikanske hold, hvor han scorede 10 mål og blev topscorer i 2009 samt i Manchester United Premier Cup-finalen på Old Trafford, hvor han blev kåret til kampens bedste.

Sammenligninger med Kaka er uundgåelige for den unge angrebsspiller. Ikke bare ligner han Kaka; Han kommer også fra samme klub og spiller mere eller mindre samme position.