Premier League

FA Cup: Chelsea hentede dyr sejr - Reading sendte Bæstet ud

Eftermiddagen står i FA Cuppens tegn. Det betyder tætte opgør, drama for alle pengene og masser af overraskelser.

Preston North End fra The Championship skulle i eftermiddags forsøge at levere en af overraskelserne, da Chelseas stjerner kom forbi.

Det var da også Chelsea-spillerne, der satte sig på begivenhederne fra kampens start, og selvom Chelsea-presset kastede en del chancer af sig, skulle man hen til kampens 37. minut, før kampens første scoring faldt. Her var det Nicolas Anelka, der omsatte Michael Ballacks oplæg til at bringe sit hold foran.

Der skulle kun gå tre minutter af anden halvleg, før kampens anden og sidste scoring faldt. John Terry kom højst på et hjørnespark, men Preston-keeperen fik reddet forsøget i første omgang, men Daniel Sturridge fulgte op og sendt bolden i mål til 2-0.

Efter scoringen satte Chelsea-spillerne tempoet ned, men alligevel fik de fremmødte tilskuere noget dramatik. Først måtte Belletti humpe fra banen med en skade, og kort tid efter fulgte Frank Lampard sin holdkammerat med noget, der ligner en ankelskade.

Dermed kunne Chelsea-spillerne rejse hjem med både en fortjent sejr og to skader.

I det andet tidlige FA Cup-opgør tog Reading i mod Burnley med Brian 'The Beast' Jensen på mål. Kampen så dog længe ud til at ende 0-0, men så brød den islandske angriber Gylfi Sigurdsson igennem, og han kunne let prikke bolden forbi den danske keeper og i mål til slutresultatet 1-0.

Få det fulde FA Cup-overblik her:

Preston North End - Chelsea FC 0-2

0-1 Nicolas Anelka (37.), 0-2 Daniel Sturridge (47.).

Reading - Burnley 1-0 (0-0)

1-0 Gylfi Sigurdsson (88.).