Premier League

Liverpool mangler også marginalerne

Rafael Benitez' kriseramte mandskab har mistet de sene scoringer i denne sæson.

Der er mange grunde til, at Liverpool har gjort det så skidt i denne sæson.

Der kan nævnes kiksede indkøb, dårligt forsvarsspil, forkert taktik og skadede nøglespillere, som alt sammen er med til at trykke det ambitiøse mandskab ned på syvendepladsen, meget langt fra mesterskabsdrømmene der blev næret af sidste sæsons andenplads og tætte opløb med Manchester United.

Men sidste år havde Liverpool også heldet med sig, i hvert fald hvis man opgør heldet som evnen til at score i sidste minut eller overtiden af kampene. Så selv om man siger, at held og uheld udligner sig i løbet af en sæson, så rækker det åbenbart videre end det nogle gange.

I sidste sæson kunne Dirk Kuyts hovedstød på stolpen i det 96. minut af lørdagens kamp i Stoke meget vel være gået ind, men nu ramte den stolpen og sprang tilbage i spil, så i stedet endte Liverpool med at tabe point på en scoring i 90. minut, sat ind af Robert Huth.

Det var syvende gang i denne sæson at modstanderen har scoret i det, der rent statistisk opføres som (90) og dermed sidste minut, mens Liverpool selv har gjort det fire gange. Det har ramt hårdest i Champions League-regi, hvor Liverpool mistede fire point på sene scoringer af Lyon og Fiorentina, men det er gået lige op rent pointmæssigt i Premier League, da Fernando Torres snuppede en sen sejr i Birmingham mod Aston Villa, mens Robert Huth så til gengæld tog sejren fra Liverpool i lørdags.

Men sidste sæson var billedet helt anderledes. I alt 12 gange scorede Liverpool til allersidst og det gav hele ni point ekstra i Premier League, mens modstanderen kun slog til sent i et enkelt tilfælde i form af Tottenhams Roman Pavlijotjenko, der den 1. november 2008 skaffede Tottenham alle tre point på White Hart Lane med sin scoring til 2-1.

Så Liverpool gør nok klogt i at holde fokus samtlige 90 minutter i aften, når det gælder et nyt opgør mod Tottenham, der er meget vigtigt for begge parter i kampen om fjerdepladsen.

Til gengæld kan Rafael Benitez' mandskab hente optimisme i en anden statistisk spidsfindighed, for Tottenham plejer ikke at vinde, når de er på udebane mod en af de såkaldt »fire store« i Premier League. Tværtimod.

I august 1993 sørgede Teddy Sheringham for to mål og en 2-1 sejr til Tottenham over Liverpool på Anfield, men siden da har London-klubben spillet i alt 65 udekampe mod Arsenal, Chelsea, Liverpool og Manchester United uden at vinde en eneste. 44 er tværtimod tabt og 21 er endt uafgjort.