Manchester United jagter ungt talent i norsk danskerklub
Foto: Richard Heathcote/Getty Images
Premier League

Manchester United jagter ungt talent i norsk danskerklub

18-årige Krepin Diatta spiller til daglig sammen med fire danskere i Sarpsborg 08, men han ende i Manchester United, der har oppet sin interesse for det senegalesiske talent.

Det er ikke så ofte, at spillere fra Skandinavien tager springet direkte til en af verdens største klubber, men oppe i Norge kan en unge senegaleser måske snart gøre netop det. Manchester United har ifølge ESPN oppet interessen for Krepin Diatta, der til daglig spiller i Sarpsborg 08.

Den 18-årige offensivspiller har scoret syv mål i 19 kampe for Sarpsborg i denne sæson, heraf fem i pokalturneringen, og United havde senest en talentspejder på plads, da holdet mandag sled sig til en 2-1-sejr over Odds BK. Her fik Diatta 84 minutter.

ESPN skriver, at United har fulgt Diatta i de seneste måneder, og at klubben har været på jævnlige besøg i Sarpsborg i denne sæson. Diatta skal ifølge mediet være en spiller med styrke, atletisk formåen og fart. Han skrev en fireårig kontrakt med Sarpsborg i februar.

Her spiller han til daglig sammen med hele fire danskere. I forsvaret optræder Andreas Albech, på midtbanen huserer Nicolai Poulsen og Matti Lund Nielsen, mens Patrick Mortensen er holdets topscorer.

Krepin Diatta har desuden optrådt ni gange for Senegals U20-landshold, hvilket har kastet to mål af sig.