Premier League

Rooney ombejlet inden kontraktforhandling

Manchester Uniteds engelske stjerne, Wayne Rooney, vil gerne blive i United. Men så skal han forgyldes på et sjældent niveau, udtaler folk tæt på angriberen, da der ellers er nok, der vil punge ud.

24-årige Wayne Rooney har nemt overtaget Cristiano Ronaldos projektørkegle og dirigentstok, nu hvor portugiseren ikke længere er den ubestridte stjerne på Old Trafford.

Med 16 mål i 26 kampe for United denne sæson er Rooney netop nu blandt Europas bedste angribere, og det har givet den aggressive bomber gode kort på hånden i forhold til en eventuel forlængelse.

Rooneys kontrakt udløber i 2012, men for at underskrive en ny aftale, skal han på lønniveau med Rio Ferdinand, udtaler en kilde tæt på Rooney ifølge goal.com.

- Der vil snart være kontraktsamtaler med United, men Wayne bør være en af de bedst lønnede spillere i verden, for ikke at tale om United, siger kilden.

Rooney får i forvejen 100.000 pund om ugen, men det er dog mindre end Ferdinand og tidligere Ronaldo fik i United. Og hvis ikke United er villige til at betale, lurer Real Madrid og Barcelona i kulissen.

Netop Barcelona har tidligere været meldt som en alvorlig bejler til Rooneys underskrift, hvilket catalanerne er villige til at kvittere med en ugeløn på astronomiske 200.000 pund, altså en fordobling af Rooneys nuværende hyre.