Premier League

Suarez er klar for Liverpool

De sidste detaljer gik som smurt, og Luis Suarez er officielt Liverpool-spiller, når kontrakten underskrives mandag.

Fredag aften annoncerede Liverpool, at de var nået til enighed med Ajax om en pris på Luis Suarez, og at handel ville falde på plads hvis og såfremt, at uruguayaneren bestod det obligatoriske lægetjek, og de to parter kunne nå til enighed omkring de personlige betingelser.

Begge dele er faldet på plads søndag aften, og derfor vil angriberen med de mange mål i støvlerne blive præsenteret på Anfield imorgen formiddag.

- Luis Suarez har bestået det obligatoriske lægetjek, og de personlige detaljer med spilleren er færdigforhandlet. Vi forventer, at papirene underskrives imorgen formiddag, lyder det på Liverpools officielle hjemmeside.

Liverpool betaler i omegnen af 200 millioner kroner for Suarez, der kan debutere på onsdag, når The Reds møder Stoke i Premier League.