La Liga

Deportivo fighter sig over stregen

De var bagud 0-1, men alligevel lykkedes det for Deportivo at sejre 2-1 hjemme over Athletic Bilbao. Med sejren rykker klubben over nedrykningsstregen.

Deportivo La Coruna lå før aftenens kamp til nedrykning i Primera Division, men med en sejr på 2-1 over Athletic Bilbao rykker klubben nu over stregen. Zaragoza overtager i stedet den kedelige placering som nummer 18.

Det startede dog skidt for Deportivo, som allerede efter tre minutters spil måtte indkassere et mål. Toquero stod for Bilbaos føringsmål.

Deportivos angriber Adrian scorede to mål i weekenden 2-2-kampen mod Gijon, og han viste igen målform, da han efter 22 minutter fik bolden ind bag Bilbaos målmand til 1-1.

Sejrsmålet faldt efter 71 minutter på et selvmål af Bilbaos Castillo.

Athletic Bilbao er trods nederlaget fortsat placeret på en flot femteplads.