Europas bedste: Luis Suarez - efter biddet
Foto: Polfoto
La Liga

Europas bedste: Luis Suarez - efter biddet

Tipsbladet afgiver torsdag eftermiddag den danske stemme, når Luis Suarez, Cristiano Ronaldo eller Lionel Messi bliver kåret til den bedste spiller i Europa. Kom tæt på kandidaterne - her Luis Suarez.

Bragt i Tipsbladet 21. august:
Kan du forestille dig at være Cristiano Ronaldo, Luis Suárez eller Lionel Messi?
Når der trækkes lod til grupperne i Champions League torsdag i Monaco, bliver en af de tre valgt til UEFA Best Player in Europe, årets spiller i Europa i 2014/2015-sæsonen, som er baseret på præstationerne fra de første kampe i august 2014 til og med Lionel Messis Copa America i juni og juli i år.
 
Chefredaktør for Tipsbladet Print, Troels Bager Thøgersen, stemmer til kåringen i Monaco, og baseret på de tre spilleres udtalelser og handlinger har han tilladt sig at sætte sig i de tre stjerners sted for at undersøge deres kandidatur og hvor deres karrierer er på vej hen, nu hvor de alle tre har passeret halvvejen til pensionsalderen i midt-30’erne.

Luis Suarez

 
Forestil dig, du er Luis Suárez. 
Hold op, der er sket meget, siden du forlod Liverpool. Dengang tvivlede alle på dig. Selv i Barcelona, efter de lige havde betalt 700 millioner kroner for at købe dig fri af Liverpool.
 
Du syntes, det var uretfærdigt, og det gør du også nu.
 
For du er et godt menneske.
 
Sofia og dig har været kærester, siden i var teenagere i Uruguay. Hun og hendes familie flyttede til Barcelona to år efter, at I havde mødtes – havde det ikke været for hende, kunne det sagtens være, du havde tullet rundt i Montevideo i dag.
 
Selvfølgelig var det ikke i orden at bide Chiellini. Heller ikke Ivanovic. Eller dengang i Holland, for ikke at tale om i Uruguay, hvor det også skete. Det er du udmærket klar over.
Men fodbold er overlevelse. Jo, det er der så mange, der siger, men her i Europa er det godt nok ikke alle, der har været gadefejer eller er tvunget til at flytte til et andet kontinent for at være sammen med deres elskede og forfølge deres karriere.
 
De forstår ikke, hvordan det var at være dig, hvorfor du vil vinde så meget, og du har været i Europa så længe, at du ved, de nok aldrig lærer det.
 
Men derfor er det stadig uretfærdigt, ligesom du føler, at de fire måneders karantæne fra FIFA var det. Så lang en karantæne havde enhver anden spiller end dig aldrig fået.
Du ved også, at de ikke vil acceptere den slags i FC Barcelona. Der betyder måden, man vinder på, alt, selvom du bedre end de fleste kan gennemskue, at de bag den pæne facade i klubben er lige så besatte af at vinde, så længe alt ser pænt ud på overfladen.
 
Så du holdt dig i skindet. Syv gule kort i første sæson med Barcelona var kun én mere end Messi, og det er beskedent sammenlignet med dine to sidste sæsoner i Liverpool.
Du havde ikke troet, at du ville være her. Jo, titlerne med FC Barcelona var som planlagt. Men at være nomineret til bedste spiller i Europa i 2014/2015-sæsonen sammen med Messi og Ronaldo betyder noget, selvom du udmærket ved, du ikke har en chance i afstemningen.
 
Det var dig, der tændte op under holdet, lagde de vigtige assists og kom i gang med at score mål, da holdet i januar og februar var under vanvittigt pres. Messi og Neymar er stjernerne, du skabte pladsen, og det i en sæson, hvor du ikke spillede en ærlig fodboldkamp i fire måneder og næsten kunne se den lup, der fulgte dig hele sæsonen i søgen på det mindste fejltrin.
 
Det kan godt være, de kalder dig amoralsk, men de selvsamme europæiske journalister, der har været efter dig, har også nomineret dig til en af de tre bedste spillere i Europa i 2014/2015. Så du vil smile pænt, klappe høfligt og stille dig i baggrunden, når din holdkammerat Lionel vinder kåringen på torsdag. Han er den bedste fodboldspiller, det har du ingen problemer med at erkende, hverken offentligt eller privat. Du har hjulpet ham på vejen, han og FC Barcelona hjælper dig med at vinde de trofæer, du savnede så meget, og nu har du succes i Barcelona, byen Sofia flyttede til og som kickstartede dit begær efter at vinde.
 
Torsdagens fest viser, hvor langt du er kommet på 14 måneder – pyt med at du bliver klar treer. Det handler om at vinde på banen, og der kan ingen måle sig med dig. Hvis verden forstod det, blev du kåret på torsdag, uanset hvad der skete i et tilfældigt øjeblik med Chiellini for et år siden på en brasiliansk fodboldbane. 
 
Luis Alberto Suárez Diaz
Født: 24. januar 1987 i Salto, Uruguay 
Højde/vægt: 182 cm/85 kg
Trøjenummer: 9
Karriere:
Ungdom: 
2003-2005: Nacional
Senior:
2005-2006: Nacional – 34 kampe/12 mål 
2006-2007: Groningen – 37 kampe/15 mål 
2007-2010: Ajax – 159 kampe/111 mål 
2011-2014: Liverpool – 133 kampe/82 mål 
2014- : FC Barcelona – 43 kampe/25 mål 
 
Landshold 
2006- : Uruguays A-landshold – 82 kampe/43 mål 
 
Titler og kåringer 
1 uruguayansk mesterskab
1 spansk mesterskab
1 Champions League-titel
1 UEFA Super Cup
1 Copa del Rey
1 Liga Cup 
1 KNVB Cup 
1 hollandsk mesterskab
1 Copa América
1 Gylden Støvle (topscorer i Europa)