La Liga

VM-håbet svinder hos Mtiliga

Selv om Malagas Patrick Mtiliga spiller regelmæssigt i den bedste spanske række, spekulerer danskeren ikke meget over en udtagelse til Morten Olsens VM-trup.

Én kamp. Det er hvad Patrick Mtiliga fra spanske Malaga står noteret for opå det danske landshold. For at finde kampen skal vi tilbage til november 2008, da Morten Olsens mandskab tabte med 0-1 på Brøndby Stadion.

Siden har Mtiliga ikke været inde i varmen på trods af, at hans plads som venstre back er en af de mere tyndt besatte positioner på landsholdet. Spillere som Michael Jacobsen, Lars Jacobsen og Michael Lumb har været foran den tidligere B93er, selv om han har gjort det godt på klubholdet Malaga, siden han i sommer kom til det sydlige Spanien.

I øjeblikket er Mtiliga ude med en forstrækning i baglåret, og han er derfor udelukket fra næste uges landskamp mod Østrig. Det faktum kombineret med snart halvandet års fravær fra landsholdet, får den hurtige back til at tvivle meget på chancen for en VM-billet.

- Landsholdet fylder mere hos andre folk, end det gør hos mig. Det fylder virkelig ikke specielt meget i mit liv, og VM er ikke noget, jeg spekulerer over til daglig, siger Patrick Mtiliga til tipsbladet.dk.

Mtiliga, der før ankomsten til Spanien spillede næsten et årti i hollandsk fodbold, drømmer dog stadig teoretiske drømme om en plads i flyet til Sydafrika. Lige nu står en tilbagevenden til Malagas dog øverst på prioritetslisten. Danskerens hold møder i weekenden FC Barcelona på udebane, men den kamp må Patrick Mtiliga efter al sandsynlighed melde fra til, da han først i dag begynder at løbetræne efter skaden.