Journalist: Manchester City og Real Madrid er enige om Danilo
Foto: Aitor Alcalde/Getty Images
Rygter

Journalist: Manchester City og Real Madrid er enige om Danilo

Pep Guardiola ser ud til at have højre back-positionen på plads, efter Danilo meldes tæt på et skifte til Manchester City.

Manchester City sagde farvel til Bacary Sagna og Pablo Zabaleta efter den forgangne sæson, og Pep Guardiola ønskede sig derfor to nye spillere til højre back. 

Den spanske manager havde skrevet Kyle Walker og Dani Alves øverst på sin ønskeseddel, men Dani Alves tog turen til Paris Saint-Germain. Det lykkedes dog for Manchester City at hente Kyle Walker hos rivalerne fra Tottenham. 

Da Dani Alves glippede måtte Pep Guardiola derfor sondere markedet for andre muligheder på højre back, og her er Real Madrids brasilianer, Danilo, blevet udpeget. 

Danilo kom fra FC Porto til Real Madrid i sommeren 2015, men han har ikke vist sig at være den forstærkning, som den spanske kongeklub havde håbet på. Daniel Carvajal har siddet solidt på pladsen som højre back, og Danilo har blot været reserve. 

I de seneste uger er brasilianeren blevet rygtet til Chelsea, som har været på udkig efter en højre wingback, der skulle give Victor Moses konkurrence. Men de engelske mestre ser ikke ud til at få held med at tilknytte forsvarsspilleren. 

For ifølge den italienske journalist, Gianluca Di Marzio, er Manchester City og Real Madrid blevet enige om en pris for Danilo.  £22 millioner kan meget vel blive prisen for brasilianeren.