Superliga

Agent: Gislason skal videre nu

Stefan Gislason er fortid i Brøndby. Islændingens agent er ved at kigge på interesserede klubber.

Stefan Gislason har været marginalspiller i Brøndby i hele 2009. Kent Nielsen har ikke set den store fidus i islænidngen, der optræder på den defensive midtbane og var anfører, da Tom Køhlert var træner i klubben. Nu er han fortid på Vestegnen, erkender agent.

- Stefans fremtid i Brøndby er usikker. Det kan man vist roligt sige. Jeg forventer, at denne sæson bliver hans sidste i Brøndby, og vi arbejder på at få ham videre allerede til vinter, hvis det rette tilbud dukker op. Og ellers til næste sommer, siger Stefan Gislasons agent, Arnar Gudjohnsen til sporten.dk.

Gudjohnsen regner med at mødes med Anders Bjerregaard snarest muligt, så situationen kan blive udredet. Brøndby forsøgte i sommer at skille sig af med Gislason, så der er formentlig ingen ueningeheder om, at Gislason skal lede efter ny arbejdsgiver i vintervinduet.

- Jeg regner med at mødes med Anders inden månedens udgang, og derefter begynde at sortere i interessen for ham og se hvad vi skal arbejde videre med. Han har en god kontrakt i Brøndby, så vi skal gerne finde noget der ligner, siger agenten om Gislasons fremtid.