Superliga

Det kan blive grimt i Randers

Randers FC er presset i bunden af SAS Ligaen, og man skal ikke forvente poleret fodbold i resten af sæsonen.

Stillingen efter 12 runder i SAS Ligaen lader stadig Randers FC tilbage i en yderst presset situation i bunden med bare tre point. Der er otte point op til FC Midtjylland og FC Nordsjælland på den rigtige side af stregen, men begge hold bliver af de fleste ikke anset som det hold Randers skal stile efter at overhale ud over HB Køge.

Sønderjyske er af de fleste regnet for det hold, som Randers FC skal indhente i kampen for at overleve i ligaen, men sønderjyderne vandt mandag aften en vigtig sejr over AGF og rykkede dermed yderligere væk fra Randers, som nu har 11 point op til sønderjyderne.

Randers FC skaffede sig lørdag point med 1-1 i Aalborg i Ove Christensens første kamp som træner efter ansættelsen i forlængelse af John "Faxe" Jensens fyring.

Og stilen i Randers er blevet markant ændret siden Ove Christensen er kommet til.

- Der bliver arbejdet meget ud fra en meget stram defensiv disciplin, som bliver målrettet efter den kommende modstander. Det handler udelukkende om at få point på kontoen, siger Randers-spilleren Søren Pedersen til tipsbladet.dk.

- Vi har nu to hjemmekampe i træk og faktisk tre med pokalkampen, så nu handler det om at få styrket troen på overlevelse via gode resultater på hjemmebane.

Læs også: Pedersen: Zaza ville have fat i mig

Randers møder i weekenden topholdet fra OB i ligaen og gentager kampen i næste uges runde af pokalturneringen, inden endnu en hjemmekamp i ligaen venter mod FC Midtjylland.

- Det handler om at stå godt på banen og så ellers knokle røven ud af bukserne. Hvordan resultaterne kommer i hus er fuldstændigt ligegyldigt. Det handler ikke længere om flot fodbold men udelukkende om overlevelse, siger Søren Pedersen, der tror på, at rækken af kampe uden sejr stopper mod det fynske tophold.

- Jeg mener, vi ligger godt til OB og ser udmærkede muligheder for et godt resultat, selv om de selvfølgelig kommer med et meget stærkt hold, lyder det fra Søren Pedersen.

Få Danmarks eneste rendyrkede fodboldavis leveret til døren.