Superliga

Graulund forstår sin frelser-rolle

Peter Graulund forstår godt, hvorfor nogle AGF-fans er begyndt at se ham som en frelser. Når holdet ikke scorer, længes folk efter en, der kan lave kasser. Byder samtidig Stig Tøfting velkommen.

Peter Graulund er begyndt at træne igen, men der går inden to uger, før han må deltage i nærkampe og kan være klar til AGF-truppen.

Angriberen ser fit og skarp ud til træning og tripper for at komme igang. AGF's fans tripper lige så meget, for uden Peter Graulund i front fremstår AGF-angrebet aldeles impotent. Nul mål i de sidste fire kampe taler sit tydelige sprog.

Dioh Williams er endnu ikke kommet på tavlen i foråret, mens de unge Sanel Kapidzic og Dennis Høegh blot har scoret en gang hver.

- Selvfølgelig kan jeg godt forstå, at jeg er savnet på holdet, i og med at vi ikke scorer. Vi har brug for en, der laver kasser, og sådan en er jeg. Jeg glæder mig helt enormt til at komme tilbage på holdet og føler mig også parat til score igen, lige så snart jeg er fit, siger Peter Graulund til tipsbladet.dk efter dagens AGF-træning.

- Jeg er i fuld gang med genoptræningen efter min operation for diskosprolaps, men jeg mangler meget boldmæssigt og konditionelt, erkender AGF-angriberen, som ud over sin målnæse også bidrager med megen af den gejst og fight, som AGF har manglet.

- Om jeg skal spille et par reserveholdskampe først? Nej, det er der vist ikke tid til. Når jeg er klar, skal jeg bare direkte ind på holdet, siger Peter Graulund med sin typiske vindervilje.

Peter Graulund synes også, at det er en god beslutning at tilknytte Stig Tøfting som assistenttræner.

- Det er fint med Stig. Han er en vindertype, som kan bidrage med sin gejst og engagement. Det her betyder, at vi godt er klar over, at der er krise. Det er en anerkendelse af vores vanskelige situation.

I bundkampen ser Peter Graulund noget positivt i, at han selv, Mark Howard og Jakob Poulsen er ved at være tilbage.

- Vi kommer med ny energi. Vi tre har ikke spillet kampene i starten af foråret og har ikke været udsat for den massive kritik. Vi er mere upåvirket af de dårlige resultater.