Superliga

OB-slider har uvis fremtid

OB's Hans Henrik Andreasen har kontraktudløb til sommer, men har endnu ikke talt forlængelse med klubben. Udlandet frister.

I sommeren 2007 skrev Hans Henrik Andreasen kontrakt med OB, og siden har midtbaneslideren haft stor succes i det fynske. Til sommer udløber kontrakten med fynboerne, og hvad skal der så ske?

- Det er godt spørgsmål. Jeg ved ikke, hvor jeg ender, men jeg glæder mig til at finde ud af det. Vi må se, hvad der sker, siger Hans Henrik Andreasen til tipsbladet.dk.

Den hårdtarbejdende vestjyde har ikke talt forlængelse med klubben endnu, men han har heller ikke travlt.

- Jeg regner med at snakke med klubben inden så længe, men de har nok også nogle andre, de skal tale med. Johans (Absalonsen, red.) kontrakt løber også snart ud, så de har sikkert travlt. Jeg tager det, som det kommer, lyder det fra Hans Henrik Andreasen.

Andreasen kom til OB efter et godt ophold i tyske Greuter Fürth, og han kunne godt være fristet af en udlandstur igen.

- Helt klart. Jeg havde fin succes i Tyskland, da jeg var et år dernede, og det er ved at være sidste chance for at komme af sted igen. Hvis jeg får muligheden, så vil jeg da gribe den, siger den 30-årige OB'er.

Om fremtiden ligger i Odense, udlandet eller et andet sted i Danmark har Andreasen dog ikke besluttet endnu.

- Jeg gør mig egentlig ikke så mange tanker om det, for lige nu koncentrerer jeg mig mest om OB og de kampe, vi har foran os, siger Hans Henrik Andreasen til tipsbladet.dk.

Mandag aften får Hans Henrik Andreasen og OB besøg fra Nordjylland, når AaB gæster Fionia Park.

LÆS OGSÅ: Helveg frustreret på bænken

LÆS OGSÅ: Absalonsen: Afklaring inden december

LÆS OGSÅ: OB-anfører: Er det tid til luftforandring?